Sommerferie = genopladning af tænkehat

Jeg skal holde sommerferie i år. Og jeg glæder mig helt sindssygt. For første gang i meget lang tid går jeg en sommer i møde, hvor jeg ikke har to-tre forskellige jobs og kronisk dårlig samvittighed, som jeg skal jonglere rundt med, mens mine børn har ferie.

 

Jeg har også besluttet at holde skrive- og redigeringsfri. Jeg har arbejdet nonstop på SPEKTRUM-projektet siden 2011, med en familie og et kandidatstudie og adskillige studiejobs på sidelinjen. Nu trænger min hjerne til en pause, før den skal i gang igen. Jeg skal aflevere det endelige manus til Leoniderne til min redaktør inden september, og jeg skal aflevere en redigeret dystopi-novelle til en HUF-antologi til august.

 

Men inden jeg går i krig med redigeringen og svinger krumsablen over vildtfarne præpositioner og obskure adjektiver, holder jeg fri. Vi skal ikke på camping- eller charterferie eller noget andet fancy, men det betyder ingenting. Forude venter fire lange uger med cykelture i skoven og jordbær i haven og lange, lyse aftener, der ikke skal bruges på at skrive eller redigere mine egne ord, men på at læse andres. Eller måske endda tale med folk. Ude i den dér … virkelighed. Når man skriver hver dag, kan man godt glemme, at sprog er allermest levende, når det tales.

 

Mine kreative hjerneceller får dog ikke lov til gå helt i dvale. Jeg har afsat et par dage til responsmøde med én fra skrivegruppen, som jeg har udvekslet romaner med. Og jeg har stadig BOG 2 ude hos nogle betalæsere, der er i gang med at læse og kommentere. Men der bliver ikke noget med at rette i noget hen over sommeren. Feedbacken bliver taget til efterretning og gemt sikkert af vejen, så jeg kan hive den frem i slutningen af juli og granske den. Med friske batterier i tænkehatten.

 

Vi ses på den anden side. Rigtig god sommer!

 


 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i BOG 2, Forfatterliv, Leoniderne, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *