Titel på SPEKTRUM: BOG 1

Det er noget svært noget, det med titler.

 

Navnet på en bog skal jo helst fænge, og det må meget gerne sige noget om indholdet. Men det skal ikke være så kryptisk, at læseren står af på forhånd, og det skal heller ikke spoile for meget af handlingen.  Så hvordan finder man en gylden middelvej?

 

SPEKTRUM: BOG 1 har allerede forlængst fået et ISBN-nummer på Tellerups hjemmeside, så en titel var det næste logiske skridt. Min redaktør og jeg har brainstormet og konspireret og vredet vores hænder. Rodet i ordkasserne. Tænkt ud af boksen (og ind igen). Men det er sværere, end jeg troede, at skulle kondensere flere hundrede sider ned til en håndfuld ord. Eller måske endda kun ét ord, hvis det skal være rigtig moderne. Jeg har studeret og arbejdet med journalistik, og derfor er jeg skolet i at tænke i overskrifter. At koge komplekst indhold ned til konkrete one-liners. Men det bare ikke det samme, når man selv har produceret alt det komplekse indhold. Så er det lige pludseligt svært at se det hele på afstand og sætte en finger på essensen.

 

Og mig som troede, at det var svært finde på navne til sine børn … Pffft. Tilsyneladende er bog-børn endnu mere vanskelige. For menneske-børn er tomme skaller, du hælder et navn ned i, og så er det op til barnet at fylde resten af skallen. At blive til et menneske og forme navnet efter sin personlighed, til folk tænker “Jamen, han kunne da slet ikke have heddet andet end Vitus-Hans-Jørgen-Archimedes!” Men bog-børn er allerede formet. De er faktisk slet ikke børn. Bøger er teenagere, der først bliver “voksne” — først for alvor bliver helstøbte og kommer til live — når de bliver læst og fortolket. Så en bogtitel skal give indtryk af teenagerens personlighed, men den skal stadig give læseren plads til at lade bogen vokse.

 

Men hvorom alting er … Vi endte faktisk med at blive enige, redaktøren og jeg. Så nu er titlen på første del af SPEKTRUM-serien endelig på plads! Bind 1 kommer til at hedde Leoniderne [leon + iderne] og forventes indtil videre udgivet i maj 2014.

 

Hvad tror du, at bogen kommer til at handle om, når du læser titlen “Leoniderne”? Skriv gerne en kommentar under dette indlæg. Men lad endelig være med at afsløre noget, hvis du har været testlæser og allerede kender plottet 😉

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Der er en første gang for alt..., Dilemma, Forfatterliv, Leoniderne, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

2 svar til Titel på SPEKTRUM: BOG 1

  1. pia skriver:

    Jeg glæder mig så meget til at læse din bog og hvor blev kartofelmåner og prut planeter af …. knus

    • Nanna skriver:

      Tak skal du have, Pia 🙂

      Kartoffelmåner & Prutplaneter holder pause indtil videre. Projektet er ikke opgivet, men det er rykket et stykke nedad på to-do-listen, især nu hvor der er andre bøger i støbeskeen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *