Verdens bedste pakkepost!

 

“En pakke? Til mig? Jeg har sgu da ikke bestilt noget …”

 

Kender I det, når man trasker ud til postbilen i bikini og clogs … liiidt svedig, fordi man lige har skuffet ukrudt i redigeringspausen … og pludselig får øje på en stor Tellerup-kasse oven på alle de andre kasser? Og med det samme kommer til at svede ENDNU mere, fordi man godt ved, at den store, smukke papkasse med 99,9% sikkerhed indeholder ens allerførste roman?

 

Det kender jeg godt. Og jeg var lige ved at svedkramme postdamen af bare spænding. Så snart hun var kørt af sted igen, greb jeg kassen og sponsede ind gennem huset. Ud på den (nu ukrudtsfri) terrasse til min mand og min far, der drak kaffe. Min mand var et par sekunder om at fatte, hvorfor jeg så mærkelig ud i hovedet, men da han fik set nærmere på kassen, blev hans øjne kæmpestore. “Allerede?!” udbrød han og sprang op. Han var så ivrig, at han nåede at flå den første stribe posttape af, før han kom i tanke om, at jeg måske gerne selv ville åbne den …

 

Jeg stillede kassen i sofaen og hentede en saks i køkkenet. Skar tapen op og slog flapperne til side. Mit hjerte gjorde nogle vilde hop, allerede da jeg så det sammenkrøllede papir i toppen. Jeg kunne skimte violette bogrygge nedenunder.

 

Shit.

Shit, shit, shit.

Det er virkelig den! 

 

Leoniderne TRYK

 

Jeg løftede papiret og tog en bog op med svedige fingre. Den var smuk og tyk, men ikke så tung som den så ud. Mat omslag med lak-detaljer og et fint, sort bogmærkebånd. Og mit navn på forsiden og på titelbladet.

 

Bladrede lidt i den. Mine ord. På tryk. Mine personer. Blod, sved og tårer, vredet ud af mine hjernefolder.

 

Alt. For. Sindssygt.

 

Det hele startede med en drøm i oktober 2008, og nu er det blevet en ægte bog på 542 sider . Som man kan røre ved og bladre i og tude lidt på, fordi den er blevet så fin, så fin. Smuk, faktisk. Takket være de dygtige folk hos Tellerup og ikke mindst min seje husbond, der har designet logoet.

 

SPEKTRUM tellerup DK

 Omslag: Danielle Finster

 

Arbejdet med forsiden begyndte allerede i det tidlige efterår, hvor der blev leget med farvekridt, sofahynder og sne i kasser.

 

2013-10-04 11.44.05

 

Oprindeligt skulle forsidetemaet have været noget med lysende hænder, men det fungerede ikke rigtig, trods talrige forsøg og mange, mange arbejdstimer. Forlaget var også inde over noget med ansigts-collager på forsiden, men heller ikke dét ramte stilen.

 

2013-10-04 11.09.24

 

Men så begyndte grafikeren at lege lidt med serie-logoet … og pludselig var vi på vej i den rigtige retning. Det trekantede logo på forsiden og bogryggen forestiller et glasprisme i en metalindfatning. Prismet har en altafgørende rolle igennem serien, så det kommer til at gå igen på alle forsiderne. Hver bog i serien får sin egen farve, og den første er altså violet.

 

SPEKTRUM #1 full cover

 Omslag: Danielle Finster

 

Bagsideteksten krævede næsten lige så meget arbejde og tænders gnidsel som forsiden. Jeg lavede de allersidste ændringer med forlagschefen i røret en fredag før sommerferien, mens vi langsomt overskred trykkeriets deadline. Byttede rundt på sætninger, skiftede ord ud (og tilbage igen), slettede, rykkede, skrev til. Grafikeren satte det op, mens redaktøren og det meste af forlagsholdet gav sparring på sidelinjen. Fik tilsendt PDF-udkast på mailen med titler som ‘Spektrum take 200’ og blev efterhånden helt skeløjet af at læse de samme ord igen og igen og igen.

 

Men det lykkedes. Vi blev færdige, bogen blev sendt af sted til tryk … og nu er den her. I min sofa og på et lager ét eller andet sted, klar til at komme ud i verden. Min tykke, violette bog-baby. Har fejret det med Kaj-kage i haven, selvom jeg vistnok ikke har fattet det helt endnu (og Kaj har heller ikke, at dømme efter hans udtryk).

 

2014-07-25 15.14.47

 

Jeg har en boblende sodavandsborgerkrig i maven lige nu. Jeg kan ikke flytte flere kommaer eller skrive slutningen om (igen). Bogen er, som den er. Og måske er det godt nok. Historien om Emilie og hendes venner er ude af mine hænder, og nu er der kun det vigtigste tilbage: Læserne. Jeg håber, at SPEKTRUM-universet kommer til at give nogle gode læseoplevelser rundt omkring.

 

Det er underligt at slippe et hjertebarn efter så mange, mange måneders hårdt arbejde. Men samtidig er det også rart at bevæge sig videre. Især fordi det har været en meget intens  periode med redigering, manuspleje, korrektur og ikke mindst arbejdet med forsiden og bagsideteksten.

 

Redigering kan være utroligt spændende, men det kan også være helt vildt kedeligt at sidde og kneppe rundt i, om ‘tallerkener’ eller ‘tallerkner’ ser pænest ud. Eller hvordan et bestemt ord skal deles for at trække en linje hen på næste side. Eller hvornår der skal stå komma foran ‘før’ (damn you, nye kommasystem!) Jeg elsker at gå helt i dybden med de små detaljer, men efter et stykke tid bliver man lidt træt af at genlæse de samme linjer. Og jeg savner efterhånden at skrive helt ny tekst. Smide kritikeren i skammekrogen, være 100 procent kreativ og tænke på redigering senere.

 

Ventetiden frem til udgivelsen d. 19. oktober bliver lang! Hvis du skal på Herlufsholm Fantasy Bogmesse om søndagen, kan du jo komme forbi Tellerups stand og sige hej til en sodavandsramt forfatterspire. Og måske/måske ikke købe en smuk, violet bog om venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg på tværs af tid.

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Bagsidetekst, Der er en første gang for alt..., Forfatterliv, Forside, Leoniderne, Reaktion, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *