Mine egne depri-bøger + rabatkode

 

Så er vinderen af en SKYBRUD-antologi udtrukket og meldt ud på Facebook 🙂

 

Corpus Callosum 1

 

Der kom 35 gode bud på deprimerende læsning i konkurrencen. Blandt andet The Road, Mumitroldene, The Fault In Our Stars, Den lille havfrue (den originale af H. C. Andersen), Outsideren, Bill Clintons erindringer, Den kroniske uskyld og Albert Camus (ham filosoffen). Nogle af bøgerne var sørgelige, andre deprimerende fulde af håbløshed … og andre igen bare deprimerende, tåkrummende ringe 😉

 

Hvis du vil inspireres til depri-bøger, så læs alle forslagene lige her. Og hvis du har fået lyst til at læse SKYBRUD, så kan du endda få rabat lige nu! Foreningen Håbefulde Unge Forfattere har nemlig været så seje at lave en VIP-rabatkode kun til mig. Hvis du bruger den, får du samlingen til medlemspris.

 

Skybrud rabat

 

Men altså … hvilke depri-bøger har jeg egentlig selv læst? 

 

Ja, det kommer vel an på, hvordan man definerer en bog som ‘deprimerende’. For der kan være mange grunde til, at en læseoplevelse losser én i kulkælderen. Her kommer et par kategorier:

 

Depri-bog fordi den er sørgelig:

The Fault in Our Stars (En flænge i himlen; John Green)

Åh ja, hvordan kommer man uden om den, når man snakker depri-bøger? Smuk og sjov og fantastisk, men åh, så pisse-sørgelig! Jeg gruer for at skulle se filmen i fuld offentlighed d. 2. juni. Jeg har hørt rygter om hele biografsale opløst i gråd til forpremiererne.

 

Depri-bog fordi jeg holdt med ham heltinden ikke fik:

Boundless (Unearthly #3; Cynthia Hand)

En bog kan også være depri, når slutningen giver mening, uden at give mening. Måske kan man godt se, at den måtte ende sådan, rent logisk i forhold til plot og karakterudvikling … men alligevel græd jeg bitre tårer over, at ‘de rigtige’ ikke fik hinanden til sidst. Suk!

 

Depri-bog fordi den er trøstesløs:

Faktisk læser jeg ikke så mange (totalt) trøstesløse bøger. Jeg kan egentlig godt lide dem, for jeg synes det er spændende at udforske sindets mørkere afkroge, men jeg har ikke rigtig nerver til det. Lidt samme logik med gyserfilm: Kan godt lide at se dem og gyse, men jeg har mareridt og paranoide massemorder/zombie/spøgelses-hallucinationer så lang tid efter, at det ikke rigtig er gyset værd. Krimier læser jeg slet ikke. Mord og vold og døde børn … nej tak.

 

Men her et par depri-bøger, der har sparket mig ned ad trappen til kulkælderen og smækket lågen i bagefter:

 

Det mørke lys (Mette Newth)

Læste den i folkeskolen. Handler om en pige, der er spedalsk og forældreløs. Ender ikke lykkeligt (som man måske kan regne ud). Men den er virkelig smukt skrevet.

 

Healeren (Secret Sacrament #1; Sherryl Jordan)

Slutningen er episk hulkemateriale. Og scenen med broren … argh, så forfærdelig! Læste den som helt ung og har først for nylig fundet ud af, at der er flere bøger i serien(!) Ved ikke helt om jeg tør læse dem og måske ødelægge oplevelsen af den første …

 

Depri fordi den gjorde mig vred:

Allegiant (Divergent #3; Veronica Roth)

Elskede præmissen for de to første, og sneg mig endda på toilettet til en familiefest for at læse Divergent færdig … men øv, hvor blev jeg skuffet over 3’eren. To jeg-fortællere, der lød præcis ens, selvom den ene var en 16-årig pige, og den anden skulle forestille at være en hardcore, 21-årig bad-ass af hankøn. Dødsfald til højre og venstre, der ikke rørte mig en pind. Og en forklaring på hele dystopi-præmissen, der bare ødelagde det hele for mig. Måtte opgive at læse de sidste par kapitler.

 

Og til sidst: En favorit-stortuder!

The Time Traveler’s Wife (Audrey Niffenegger)

Jeg fik den anbefalet af en læseglad veninde for maaange år siden, og jeg tuder stadig, hver gang jeg læser den. Og så handler den endda om både tidsrejser og kærlighed, hvilket er to temaer jeg udforsker i min egen SPEKTRUM-serie. Slutningen er vildt depri, men også virkelig smuk.

 

Hvis der er nogen depri-bøger, jeg har misset, så smid endelig en kommentar … listen bliver kun bedre af at blive længere! 😉

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Boganbefalinger, Forfatterliv, HUF, Konkurrence, Noveller, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

2 svar til Mine egne depri-bøger + rabatkode

  1. Charlotte skriver:

    Den læseglade veninde… det skulle vel ikke være Lærke? Hun har i hvert fald anbefalet mig The Time Traveler’s Wife 😉 Snøft!!

    • Nanna skriver:

      Åh jo, Lærke har mange af mine tårer på samvittigheden 😉 Jeg er netop i gang med at læse The Book Thief på hendes bud også. Fornemmer at det bliver en våd fornøjelse, igen.

      Og ja, ikke? Time Traveler’s Wife er indbegrebet af ’snøft’!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *