At se som en blind #1: Research og testlæsere

  • Hvordan læser blinde bøger og skriver sms’er? 
  • Hvordan ved man, at glasset er halvt fuldt, når man ikke kan se det?
  • Og hvor mange dumme kommentarer kan en blindestok egentlig medføre?

Det er alt sammen spørgsmål, jeg har skullet forholde mig til, siden den første spæde idé til min paranormale tidsrejseserie SPEKTRUM tog form i 2008. Helt fra starten vidste jeg nemlig, at jeg gerne ville have en blind karakter med som én af hovedpersonerne.

Hånd_Firkant

Hvis du har læst LEONIDERNE (bind 1 i serien), kender du allerede denne karakter. Du ved, at han hedder Alban, er 17 år og bedste venner med Emilie, der er fortælleren i LEONIDERNE. Du ved, at han er typen, som pigerne sukker efter på gaden, at han spiller Metallica på sin okkerfarvede guitar, og at han har en forkærlighed for Strunge-digte, Bezzerwizzer og ordet ‘nidding’.

Du ved også, at Albans lillebror, Linus, er en übernørd, der opkalder alle hans blindestokke efter mytologiske sværd:

Frostmourne, Albans tro følgesvend, er opkaldt efter et gigasværd fra computerspillet World of WarCraft. Det lyder en del sejere end ’blindestok’. Hvem har i øvrigt fået den åndssvage idé at kalde det noget med ’stok’? Som om blinde også er halte eller ældgamle og skal slæbe sig af sted.

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 11)

På mange måder er Alban en helt almindelig teenager (altså ud over at han får paranormale evner i løbet af LEONIDERNE). Han er ikke defineret af sin blindhed – men den betyder noget i hans hverdag. Den påvirker detaljer i hans skolegang, fritid og omgang med andre. Og det var jeg nødt til at forholde mig til, hvis jeg skulle fremstille ham realistisk. Men hvordan kan jeg, som forfatter med synet i behold, vide noget som helst om, hvordan det er at være Alban?

Det er der mange, der har spurgt mig om – og derfor har jeg startet føljetonen ‘At se som en blind’ her på bloggen. Indtil videre er der tre temaer/overskrifter i vente (hvoraf dette indlæg er det første) – men mon ikke der kommer flere, efterhånden som jeg får skrevet flere bøger i SPEKTRUM-serien og lærer Alban endnu bedre at kende?

At se som en blind #1: Research og testlæsere: I dette indlæg vil jeg fortælle om, hvordan jeg har grebet min blinderesearch an, og hvordan jeg fik kontakt til mine to testlæsere fra Dansk Blindesamfunds Ungdom (DBSU). Jeg fortæller også, hvordan testlæsningen rent praktisk foregår.

At se som en blind #2: Alban som karakter: Her vil jeg fortælle lidt om, hvordan Alban opstod som karakter, og hvordan han har udviklet sig. Jeg vil også skrive lidt om blinde og handicappedes repræsentation i fiktion generelt.

At se som en blind #3: Mød testlæserne: Her vil jeg give ordet til mine to testlæsere fra DBSU, Anders og Nina, som har været en uvurderlig hjælp i arbejdet med at gøre Alban realistisk. De fortæller blandt andet, hvordan de har oplevet testlæserprocessen, og hvilke fordomme om blinde, som de gerne vil have aflivet.

IMG_20150401_181956


FASE 1: RESEARCH

Før der overhovedet var tænkt på testlæsere,  undersøgte jeg selv en masse om at være blind. Jeg google billeder af blindestokke og punktdisplays (beskrives senere), fandt artikler og videoer på nettet, lånte bøger på biblioteket og fik Dansk Blindesamfund til at sende mig en stabel brochurer.

Jeg læste bl.a. om, hvordan man begår sig i et køkken uden at have øjnene til hjælp (hvilket er beskrevet i LEONIDERNE kapitel 24), og jeg researchede en masse på, hvordan blinde læser, skriver og bruger teknologi. Det har jeg uddybet i en scene, hvor Alban og Emilie læser digte højt for hinanden:

Albans fingre bevæger sig hen over det smalle punktdisplay foran computeren, mens han læser. Punktdisplayet laver den elektroniske tekst om til punktskrift der dukker op som forhøjede punkter, én linje ad gangen, efterhånden som han scroller i digtet på skærmen.

Hans fingerspidser kan absorbere de tredimensionelle ord næsten lige så hurtigt som mine øjne kan opfatte dem i en almindelig bog. Normalt læser blinde lidt langsommere
end seende fordi de ikke kan skimme en tekst, men er nødt til at mærke det enkelte bogstav.

Men Alban læser mange bøger, og han bruger også punktnoder når han spiller musik, så han er en af de hurtige. Når han læser højt, er hans stemme fast og uden tøven.

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 138)

Punktdisplay til at koble til computeren.

Punktdisplay til at koble til computeren.

Jeg researchede også, hvordan man som seende kan hjælpe blinde med at finde rundt. Noget som Emilie var nødt til at vide, når hun havde været venner med Alban det meste af deres liv. I første udkast af LEONIDERNE havde jeg skrevet, at Emilie tog fat i Albans arm, når de skulle et sted hen sammen – men i virkeligheden er det omvendt. Den blinde tager fat i den seende:

Jeg stiller mig ved siden af ham så vores håndrygge rører ved hinanden, og Alban lader sin hånd glide op langs min arm for at tage fat på det sædvanlige sted lige over albuen.

Det er sådan man almindeligvis fører en blind person rundt. Det er mange år siden at Sandra lærte mig det. Hun gjorde meget ud af at fortælle at jeg ikke bare skulle gribe Albans arm og trække af sted med ham, men lade ham tage fat i mig.

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 127)

Generelt var der mange ting, jeg ikke tænkte nærmere over, før jeg begyndte at undersøge dem. Også detaljer, som jeg ikke havde mulighed for at kende til, uden at finde nogen, jeg kunne spørge. Og det er dér, testlæserne kommer ind i billedet …

LEONIDERNE er bind 1 i serien SPEKTRUM. Bind 2, GEMINIDERNE, udkommer 7. november 2015.

LEONIDERNE er bind 1 i serien SPEKTRUM. Bind 2, GEMINIDERNE, udkommer 7. november 2015.


FASE 2: TESTLÆSERE

Hvordan skriver man om livet som blind, når man ikke ved noget om det? Man kan researche sig til en masse på nettet, og man kan også prøve at tage bind for øjnene, mens man laver aftensmad. Men nuancerne mangler stadig. De personlige erfaringer. Mødet med fordommene, og bevidstheden om de små detaljer.

Så jeg skrev til Dansk Blindesamfunds Ungdom og spurgte, om de kunne hjælpe mig. Hurtigt fik jeg kontakt med to medlemmer, Nina og Anders, som meget gerne ville være testlæsere. Nina er født blind, og Anders’ syn er så stærkt begrænset, at han skal have tingene meget tæt på for at kunne se dem.

Jeg sendte manuskriptet på LEONIDERNE til dem begge som digitalt word-dokument. Der findes forskellige talesynteseprogrammer til computeren, som omformer digital tekst til tale – altså læser teksten op. Talesynteseoplæsere lyder temmelig robotagtige, og det er langtfra lige så lækkert og flydende som en lydbogsoplæser – men Anders og Nina lyttede sig igennem de omkring 250 word-sider uden at kny.

Efterfølgende mødtes jeg med Anders og havde en hyggelig eftermiddag, hvor vi snakkede om bogen, om livet som blind og om alt muligt andet. Anders fortalte mig en masse teknisk om mobilitystokke og om blindesoftware til computere/telefoner. Nina og jeg skrev lange mails frem og tilbage, og jeg fandt blandt andet ud af, at hun er sprognørd ligesom Alban og Emilie, og at hun havde nogle ret gode comebacks på lager til folk, der stillede dumme spørgsmål. Nogle af dem har jeg fået lov til at bruge i de kommende bøger. Nina har meget samme humor som Alban, og Anders har samme sans for detaljer – og det kan nok ikke undgås, at deres personligheder kommer til at inspirere det videre arbejde med at udvikle Alban.

Fanart af hovedpersonerne fra SPEKTRUM-universet, heriblandt Alban. Tegnet af @derpyanna på Instagram.

Fanart af hovedpersonerne fra SPEKTRUM-universet, heriblandt Alban. Tegnet af @derpyanna på Instagram.

Der var ting, jeg ikke kunne google mig frem til – og der var Anders og Nina uundværlige. Hvor ofte udskifter man sin blindestok? Læser blinde punktskrift hurtigere eller langsommere end seende læser almindelig tekst? Sådan noget var jeg nødt til at spørge mine testlæsere om. I første udkast af LEONIDERNE havde Alban for eksempel haft over 10 blindestokke som 17-årig (fordi der var så mange seje sværdnavne) – men det mente Nina var lige i overkanten, medmindre han brugte dem til at fægte med og totalskadede dem jævnligt.

Og nogle detaljer overså jeg simpelthen, fordi jeg ikke var opmærksom på dem. For eksempel fortalte Anders, at når Emilie i kapitel 41 i LEONIDERNE lånte Albans smartphone, skulle hun slå talesyntesen (den automatiske oplæserstemme) fra med tre tryk på hjemtasten, hvis ikke telefonen skulle blive ved med at tale til hende, hver gang hun trykkede på skærmen.

tv øst 1

Forfatterhjerne på overarbejde!

Jeg opdagede i øvrigt, at det var overraskende svært at undlade synssansen i bogen. Det er nok den sans, man bruger mest, når man skriver. Eksempelvis når man skal fortælle, hvordan personer og steder ser ud, eller når man beskriver ansigtsudtryk og kropssprog. Og det er bare rigtig, rigtig svært at arbejde sig ud af den vane. Lige inden LEONIDERNE skulle til tryk, opdagede jeg følgende sætning i manus:

“Alban ser forskrækket ned på sine hænder.”

Og det var vel at mærke efter jeg havde gennemskrevet og gennemlæst LEONIDERNE en milliard gange, og efter at have haft mine i alt 21 seende og ikke-seende testlæsere samt en redaktør hen over. Det viser bare, hvor naturlig en del synssansen er af det normale forfatterrepertoire. For det meste tænker man slet ikke over det.

Punktskrift til blinde (braille).

Punktskrift til blinde (braille).

Da jeg fik kontakt med Anders og Nina, lærte jeg en hel masse om de fordomme og udfordringer, som blinde møder i deres hverdag – men først og fremmest lærte jeg to intelligente, ressourcestærke og humoristiske unge mennesker at kende. Det gjorde mig endnu mere sikker på, at Alban skulle være en sej karakter. Sådan én man kunne identificere sig med – både som blind og seende. Sådan én man kunne forelske sig i eller forestille sig som sin bedste ven.

Indtil videre har jeg fået mange positive tilbagemeldinger i forhold til Alban. Både fordi folk kan lide ham som karakter (Team Alban er tilsyneladende allerede opstået på de sociale medier), men også fordi troværdigheden i detaljerne lader til at fange læserne:

Ikke mange forfattere ville turde have en blind med som en fremtrædende karakter, men Nanna Foss klarer det i fantastisk stil. Jeg var flere gange fascineret af de detaljerede beskrivelser Albans måde at klare hverdagen på.

(Anmeldelse på bogbloggen ‘Bogslottet’, januar 2015)

Jeg er utroligt glad for, at de mange researchtimer og mine testlæseres uvurderlige hjælp har båret frugt. Især fordi jeg slet ikke er færdig med at researche endnu. Det er planen, at én af de kommende bind i SPEKTRUM-serien skal være fortalt udelukkende fra Albans perspektiv, i 1. person. Ergo kommer jeg til at skrive en hel bog uden at kunne bruge synssansen.

Jeg håber at Anders og Nina hænger på så længe, for det bliver en stor og spændende udfordring. Jeg glæder mig til at lære dem og Alban bedre at kende!

Blindestok.

Blindestok.

Her til sidste er et lille sneakpeak fra GEMINIDERNE (bind 2 i serien), hvor det er 15-årige Pi, der fortæller. Modsat Emilie er hun ikke vant til at omgås blinde, så Albans liv opleves udefra på en anden måde end i bind 1:

Alban tager termokanden efter mig, læner forsigtigt tuden mod kanten på sit eget krus og hælder. Han stopper da det dampende vandspejl er to centimeter fra kanten.

„Hvordan kan du være sikker på ikke at hælde for meget vand i?“ spørger jeg fascineret.

„Jeg snyder ved altid at bruge det samme krus. Jeg ved hvor lang tid jeg er om at fylde det.“

„Smart,“ siger jeg og kigger på det brune krus med små knopper langs kanten.

„Det er punktskrift,“ siger Alban, som om han har fulgt mit blik. Han lader en pegefinger glide hen over knopperne. „Blindeskrift. Der står best friends. Jeg har fået koppen af Emilie.“

Han smiler i hendes retning, men hun har ikke opdaget at vi snakker om hende.

(SPEKTRUM 2: GEMINIDERNE, s. 80)

GEMINIDERNE udkommer 7. november 2015.

GEMINIDERNE udkommer 7. november 2015.


Mere info om blinde og svagsynede:


HJEMMESIDER

Dansk Blindesamfund – find bl.a. info om livet som blind og læs onlineudgaven af deres magasin for bidragydere, Øjeblikket.

IBOS (Instituttet for Blinde og Svagsynede) – find bl.a. publikationer, faktaark, film og artikler om livet med synsnedsættelse.

Dansk Blindesamfunds Ungdom (DBSU) – læs bl.a. om arrangementer for unge blinde.


YOUTUBE-KANALER

Dansk Blindesamfund – spændende portrætter af blinde, med og uden synstolkning, i anledning af kampagnen Blinde i 100 år fra 2011, hvor Dansk Blindesamfund fejrede deres 100 års jubilæum. Man kan også finde linket til deres nye app, Sådan følges I ad, der hjælper seende til at omgås blinde.

IBOS (Instituttet for Blinde og Svagsynede) – se bl.a. videoen Sådan følges I ad, der demonstrerer, hvordan man ledsager en blind.

TommyEdisonXP – videoer på engelsk, hvor den blindfødte Tommy Edison laver filmanmeldelser og giver humoristiske svar på de mest almindelige spørgsmål, som blinde får. For eksempel har han lavet videoen ‘Best things about being blind’ og en lang række videoer under den samlede titel ‘How bind people do stuff’.

YesterdaysWishes – videoer på engelsk, hvor den blinde teenager Lucy bl.a. laver makeup-tutorials, træner med sin førerhund og snakker om ‘Myths about blindness’.

dansk_blind

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i At se som en blind, BOG 2, BOG 3, Der er en første gang for alt..., Forfatterliv, Geminiderne, Inspiration, Leoniderne, Redigering, Research, SPEKTRUM, Testlæsere. Bogmærk permalinket.

2 svar til At se som en blind #1: Research og testlæsere

  1. Mette Sofie skriver:

    Hej igen Nanna
    Jeg laver lige en kopi af din post her, som jeg kan give til dem.
    Det lyder spændende, og det kan være med til, at jeg får noget at tale med dem om. Det er jo lidt specielt. Så mange blinde på 16-17år er der jo ikke herhjemme. Måske jeg også skulle tippe min elev fra sidste år.
    Du hører nærmere.
    //Mette Sofie – @bogoplevelsen

    • Nanna skriver:

      Kære Mette Sofie.

      Mange tak for din besked. Jeg håber at føljetonen (og måske også bøgerne) kan vække genklang hos dine elever. Skriv endelig igen, hvis de eller du har nogen kommentarer.

      Kærlig hilsen
      Nanna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *