Forfatterstatus 2013

 

Alle de seje gør det. Skriver forfatterstatusser (forfatterstati?) her efter årsskiftet. Så det vil jeg også! Om ikke andet for at kunne huske et ret vildt år i punktform, når jeg sidder på plejehjemmet og mimrer og prøver at komme i tanke om, hvad det dersens SPEKTRUM egentlig var for noget.

 

Så hermed kommer min status for 2013. Endda med actionfyldt, opbyggelig morale til sidst!

 

2013-08-29 19.58.33

 

JANUAR: Ventetid og dårlig samvittighed

 

I årets første måned gik tiden både meget langsomt og meget hurtigt.

 

Den gik langsomt, fordi jeg i midten af december havde sendt manus til min allerførste roman af sted til mit allerførste forlag. De udbad sig 6-8 ugers svartid, og endnu længere i pressede perioder, aka juleferier. Der endte med at gå næsten fire måneder, før dommen faldt (men det vidste jeg heldigvis ikke noget om i januar).

 

Tiden gik derimod alt for hurtigt, når jeg kiggede i kalenderen og blev klar over, at det snart var d. 31. januar. Og at jeg egentlig burde aflevere mit speciale i Kommunikation på den dato. Problemet var bare, at specialet var meget langt fra at være færdigt, fordi jeg endte med at bruge de fleste dage på at skrive på bind 2 i SPEKTRUM-serien, som jeg håbede på at få antaget. Man skulle jo have noget at vise forlaget, hvis de var på vippen omkring bind 1 og gerne ville se mere.

 

Jeg forlængede specialeafleveringen med tre måneder … og skrev videre på bogen. Ahem. Dog stadig med en klar målsætning om at blive kandidat. På et eller andet tidspunkt. Man læser jo ikke på universitetet i så mange år uden at gøre det færdigt, vel?

 

 

FEBRUAR: Skriveblokade

 

Fik ikke skrevet ret meget i februar. Oplevede en ud af mange, mange skriveblokader, fordi der var nogle større plotmæssige ting, der drillede.

 

Jeg prøvede at brainstorme og hurtigskrive mig ud af det, men nogle dage sad min indre kritiker så yderligt på frontallapperne, at det bare ikke ville lykkes. Blandt andet dukkede der følgende sætning op i kapitel 16 (bind 2) en sen nattetime:

 

“Hans øjne er næsten sorte i det svage lys, og hans smil er bredt og fyldt med harpiks. Luk nu røven.”

 

Så ved man, at det er på tide at gå i seng og forsøge igen dagen efter.

 

 

MARTS: Skrivekursus; back on track!

 

Jeg var på to københavnske skrivekurser i marts. HUF’s eget weekend-kursus, som jeg selv var med til at arrangere, og et FOF-kursus, Skriv en bog på en uge. På begge kurser var det professionelle forfattere, der underviste.

 

Det var vildt fedt! Især uge-kurset var produktivt. Det var bygget op omkring hurtigskrivning og bestod af en masse stikord og øvelser, som man skulle skrive ud fra. Der var ikke så meget reel undervisning, men det gjorde ikke noget. Jeg fik hakket hul i skriveåren igen og kunne knap nok koncentrere mig om at holde pauser sammen med de andre, fordi min hjerne drønede derudad i SPEKTRUM-universet.

 

Jeg fik produceret 38 tætskrevne word-sider på fem halve arbejdsdage og kom hjem med masser af scener, jeg bare kunne hælde ind i manuskriptet til bind 2. Helt klart et kursus, jeg skal på igen!

 

 

APRIL: Store sager

 

Årets måske vildeste måned, af to meget forskellige årsager.

 

For det første besluttede jeg at melde mig ud af universitet. Uden at have afleveret specialet. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne se en pointe i at få skovlet den cand.comm. i hus, når jeg dybest set ikke havde lyst til at bruge den. Jeg kunne ikke se mig selv som PR-medarbejder eller journalist. Jeg undersøgte, om jeg kunne blive indskrevet igen og gøre uddannelsen færdig, hvis det på et tidspunkt gav mere mening … og det kunne jeg godt. Så med visheden om, at porten ikke smækkede definitivt i bag mig, forlod jeg RUC uden at se mig tilbage.

 

Beslutningen blev taget uden at have hørt tilbage fra forlaget. Jeg anede ikke, om de ville udgive min bog. Jeg anede ikke, om der overhovedet var nogen, der ville udgive noget som helst, jeg havde skrevet. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at prøve at forfølge forfatterdrømmen. I hvert fald for en stund. Carpe diem og alt det dér. Så jeg lukkede ned for den akademiske verden for at begrave mig 100 procent i den fiktive. Det var en meget svær beslutning, især fordi jeg altid har været hende, der passede sin skole til UG og afleverede sine lektier til tiden. Men samtidig var det en meget let beslutning. Da den først var taget, føltes den rigtig, helt ind i knoglerne.

 

Måske har hybris forbarmet sig. Måske var nemesis på ferie. Men i hvert fald gik der kun et par dage, fra jeg var sprunget ud på det dybe vand, til jeg fik en sms. Fra forlagets redaktør. Der ville sludre. Argh! Jeg sad hos en ex-uni-veninde i København og spiste morgenmad sammen med en tredje veninde, men fik på en eller anden måde skrevet tilbage, at redaktøren bare kunne ringe, hvorefter jeg krabbede ud på badeværelset med højtrykspuls.

 

Der gik vist kun et par minutter, før telefonen kimede, men det føltes som en evighed, mens jeg stod og gloede på toiletbrættet. Veninderne var dødsensstille og spændte bag den lukkede dør. De havde begge været betalæsere på den første bog og havde allerede meldt sig ind i SPEKTRUM-heppekoret.

 

Telefonen ringede. Redaktøren begyndte at snakke om forskud og CPR-nummer til kontrakten. Jeg stirrede what-the-fuuuuck-huller i toiletbrættet og svedte og grinede fjoget til mig selv i spejlet. Vi snakkede om kommaer og antal bøger i serien og vistnok også en masse andre ting, som jeg ikke kan huske. Samtalen sluttede. Jeg rejehoppede ind i stuen. Veninderne tudede. Jeg smilede stadig som en idiot. Sms’ede til betalæseren i Jylland. Ringede til min mand og min familie. Den ene veninde sneg sig ned på gaden i nattøj og vendte tilbage med boblevand og blomster og jordbær. Jeg var halvfuld og helstøbt lykkelig, da jeg halsede efter regionaltoget om eftermiddagen. Jeg skulle have udgivet en bog! Flere bøger! What. The. Fuck.

 

Var til møde på forlaget en uges tid efter. Skrev under på kontrakten om formiddagen og tog direkte til møde med skrivegruppen i København om eftermiddagen. Syntes helt overordnet at april var en okay måned.

 

(Psst … april måned har noget med den opbyggelige morale i slutningen af indlægget at gøre … stay tuned!)

 

 

MAJ: Færdig med bind to

 

I maj gav jeg mig selv en udfordring. Jeg aftalte med to betalæsere (de føromtalte ex-uni-veninder), at de skulle komme besøg den sidste weekend i måneden for at læse bind 2 i SPEKTRUM-serien. Som på ingen måde var færdigskrevet, da jeg lavede aftalen. Men når man hiver folk ud på mere end to timers offentlig transport og indkvarterer dem på Lars Tyndskids marker, så skal der ligesom være en god grund til det. Så jeg måtte bare bide tænderne sammen og skrive. Hurtigt!

 

Veninderne ankom fredag eftermiddag. Jeg manglede stadig et par kapitler. De fik overført PFD’en med de første 16 kapitler og gik i gang med at læse, mens jeg skrev videre. Jeg skulle til byfest om aftenen med familien. Bare for lige at give deadline-horisonten en ekstra dimension. Og jeg nåede det! Tyve minutter i byfest satte jeg sidste punktum og spænede i bad. Veninderne læste hele weekenden. Gøs og grinede og gispede og græd. Et par gange var der ved at blive kastet med de stakkels ipads i frustration. Forfatteren gnæggede i kulissen, stadig helt ør i hovedet af søvnunderskud og høj på skriveflow.

 

 

JUNI: Redigering, sæt i gang!

 

Skulle i gang med at gennemskrive bind 1, så redaktøren kunne få det efter sommerferien. Købte en printer og lavede farvekode til mig selv for at kunne overskue alle mine mange betalæser-kommentarer og redigeringsnoter. Især min jyske sparringspartner havde været flittig med feedbacken, men de 20 andre betalæsere havde også en del indspark, som skulle sorteres.

 

Jeg havde i perioder svært ved at håndtere alle de valg, som redigering medfører. Når man skriver første udkast, er alt muligt. Intet er forkert. Men når man redigerer, skal man beslutte sig for, hvad der er rigtigst. Hvad der er vigtigst. Både i sprog og plot og karakterudviklinger. Stor opgave for en person som mig, der har svært nok ved at vælge pizza på et menukort. Men der var ingen vej udenom. Frem med overstregnings-tusserne og redigerings-macheten og sæt i gang!

 

 

JULI: Respons-duo og vigtig feedback

 

I juli havde jeg besøg af en ven fra skrivegruppen, der også havde skrevet en bog. Vi udvekslede manusser og brugte derefter to døgn på at gennemhulle hinandens historier. Det var hårdt, men sindssygt lærerigt. Både at give og modtage kritik. Også selvom man er ved at brække sig over sin egen historie til sidst …

 

Generelt har 2013 været et godt responsår. Jeg har fået en skrivegruppe, jeg har lært endnu flere dygtige forfattere og forfatterspirer at kende, og har fortsat mit konstruktive online-samarbejde med min seje betalæser i Jylland. Jo mere feedback man får på sine ting, jo bedre bliver man. Det har jeg først for alvor mærket i år.

 

 

AUGUST: Skriveferie!

 

I begyndelsen af måneden deltog jeg på HUF’s skriveferie, der blev afholdt hos mig. Én uge, 13 mennesker, uendelige mængder hygge og inspiration. Totalt perfekt start på ‘arbejde’ efter sommerferien.

 

Jeg brugte det meste af skriveferien på at redigere bind 1, der virkelig havde brug for opstramning. Enkelte kapitler var flere år gamle, hvilket godt kunne mærkes på det samlede flow. Og jeg var (heldigvis) blevet mærkbart bedre til blandt andet dialoger, siden jeg havde fat i dokumentet sidst i december måned.

 

Arbejdsmoralen fik et boost, da redaktøren undervejs i skriveferien gik til sms-bekendelse: Bind 2 havde fået hende til at tude. Midt på kontoret. Yes!

 

 

SEPTEMBER: Bogmesse-interview og undervisning

 

I september deltog jeg på Herlufsholm Fantasy Bogmesse, som en del af programmet, hvor jeg blev interviewet om at være snart-debuterende forfatter. Jeg mødte også mange af mine forfatter-fæller fra forlaget for første gang (wow, det var mange f’er i én sætning).

 

Jeg underviste også på Kulturnatten, på en skriveworkshop som HUF afholdt. Temaet for min workshop var Skriv med sanserne, så jeg fik blandt andet udfordret deltagerne ved at bede dem skrive ud fra en blind jeg-fortællers synspunkt. En øvelse som jeg selv foretager jævnligt, eftersom en af de bærende karakterer i SPEKTRUM-serien er blind.

 

 

OKTOBER: Forsider og ny gennemskrivning

 

Jeg fik, lidt forsinket, sendt den nye gennemskrivning af bind 1 retur til min redaktør. Mens jeg ventede på, at hun skulle fælde dom over de mange opstramninger og rettelser, fiflede jeg med forsider sammen med min mand. Det indebar både mørklagte badeværelser, bradepander med sne og mundholdte lommelygter. Glæder mig til at se det endelige resultat i 2014!

 

Skulle have været til debutantarrangement i Forfatterforeningen, men blev blæst skakmat af orkanen Allan, der valgte at hærge det ganske land netop den eftermiddag. Venter spændt på ny mulighed for at skrivemingle i det nye år.

 

 

NOVEMBER: BogForum og den første signering

 

Jeg var på BogForum for tredje gang, hvilket var rigtig hyggeligt. Både fordi jeg mødte en masse dejlige skrive- og læseglade mennesker, og fordi jeg for første gang kunne stå med en bog i hånden, der indeholdt mit navn som forfatter. Det var dog ‘kun’ en novelle i denne omgang, men stadig en fed og surrealistisk fornemmelse at se sig selv på tryk. Jeg signerede min allerførste bog til en af mine forfatter-kolleger fra forlaget og fik høstet en håndfuld signeringer i mit eget eksemplar.

 

Efter BogForum udloddede jeg en af novellesamlingerne på min Facebook-side. Man skulle blot beskrive sin barndoms bedste læseoplevelse eller yndlingsforfatter for at deltage. Det gav en masse nye punkter på min to-read-liste!

 

Nåede så småt at gå i gang med bind 3, men så fik jeg manuspleje tilbage på bind 1, en hel måned førend forventet. Lagde bind 3 i dvale og gik i krig med at udforske Words korrektursystem, fast besluttet på at vinde over de multifarvede overstregninger og kommentar-kakofonien.

 

 

DECEMBER: Afslag og mere redigering

 

Jeg fik afslag på en legatansøgning, som jeg havde indsendt i oktober. Det medførte kortvarigt tudefjæs og et nyt faneblad på hjemmesiden. The show must go on!

 

Redigerede på bind 1 og slettede en gennemgående karakter i bind 2. Var efterhånden helt bange for, at jeg ikke kunne finde ud af at skrive, når jeg engang blev færdig med at slette kommaer og kneppe adjektiver. Hver gang jeg prøvede at skrive noget, kørte jeg fast. Skød skylden på vintermørket og redigerede videre. Bind 3 skal nok komme til live i 2014 …

 

 

OPSUMMERING 2013:

 

  • 1 forlagskontrakt (på SPEKTRUM: bind 1, Leoniderne)
  • 1 novelle udgivet (Dragelort)
  • 1 novelle antaget (Corpus callosum)
  • 1 bog færdigskrevet (SPEKTRUM: bind 2, Geminiderne)
  • 1 bog påbegyndt (SPEKTRUM: bind 3)

 

Udgivelsesdatoer for ovenstående kan ses her.

 

Og som lovet: Årets morale! 

 

“Hvis man absolut SKAL køre i grøften, fordi det er glat, skal man i det mindste gøre det, lige før den lokale frømandslejr tager på udflugt.” 

 

(og ja … ‘man’ er desværre mig *host host*)

 

DSC05765

 

Det samme princip gør sig gældende i skriveverdenen:

 

Hvis man absolut SKAL melde sig ud af universitetet lige før specialeaflevering, fordi man vil være forfatter, så skal man i det mindste gøre det, lige før et forlag beslutter at udgive ens bøger.

 

P.S. Ingen wannabe-forfattere, små biler eller specialesekretærer led overlast under udformningen af ovenstående indlæg. Don’t try this at home!

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Bogmesse, Der er en første gang for alt..., Dilemma, Ferie, Forfatterliv, Forfatterstatus, Forside, Geminiderne, HUF, Interview, Konkurrence, Legat, Leoniderne, Redigering, Signering, SPEKTRUM, Undervisning. Bogmærk permalinket.

7 svar til Forfatterstatus 2013

  1. Karin skriver:

    Jeg elsker dit indlæg! Jeg kunne til sidst ikke finde ud af om jeg grinede eller græd! :0) Skøn historie!!

  2. Laura Lützen skriver:

    Fantastisk beskrivelse! Jeg blev helt glad og fuld af energi af at læse det. April gav helt blanke øjne – du er for sej! Stort tillykke med det hele og fortsat god vind fremover 🙂

    • Nanna skriver:

      Tusind tak, Laura! April 2013 var også en vild måned. Er glad for, at ord-diarréen kunne give et boost 🙂

      Håber vi ses igen snart, måske til HUF Halloween-fest eller en bogmesse?

      • Laura skriver:

        Der er vist ikke helt point nok på nattesøvns kontoen til pt. at have en “ud-af-huset” oplevelse om aftenen… HUF halloween fest bliver det derfor nok ikke til i år, selvom der uden tvivl vil være spækket med skønne mennesker 🙂
        Fantasy bogmessen glitrer dog smukt i horisonten. Den er forlængst krydset af i kalenderen. Jeg regner med at komme om søndagen. Noget siger mig at det gør du også? *hø hø*

        • Nanna skriver:

          Tjoe, jeg tænker da, at jeg kigger forbi fantasybogmessen søndag … hvis jeg ikke finder på noget sjovere, altså 😉

          Glæder mig til at se dig igen!

  3. Laura skriver:

    I lige måde 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *