Vil du hjælpe mig til mere skrivetid?

Forleden skrev jeg et indlæg om benzindunke og udgivelsesdatoer på mine forfattersider på Instagram og Facebook. Jeg fik overvældende meget respons på det indlæg. Lutter søde, tålmodige og støttende ord. Det gjorde mig endnu mere overbevist om at jeg har de bedste læsere i verden. Og det pirkede til en idé jeg har haft længe, men som jeg har tøvet med at føre ud i livet.

Men nu har jeg gjort det. Efter mange overvejelser har jeg oprettet en Patreon-side. For en årrække med alt for mange ikke-skriverelaterede ting i kalenderen har fået mig til at indse at jeg står ved en skillevej:

Enten skal jeg erkende at det tager to år eller mere at få udgivet en SPEKTRUM-bog (eller noget som helst andet), fordi jeg skal bruge en masse tid på at tjene penge ved siden af til at forsørge min familie. Jeg holder meget af at undervise, holde foredrag og lave andet freelancearbejde, men det tager dyrebar tid fra min skrivning.

Eller også skal jeg prøve at finansiere min skrivetid på andre måder. Og der er Patreon (måske) en oplagt mulighed. Patreon er en side hvor kunstnere og andre ’skabere’ fra hele verden kan komme i kontakt med deres følgere og modtage bidrag til at fortsætte deres arbejde. Jeg støtter selv flere fantastiske Patreon-projekter, bl.a. indiebandet Walk off the Earth og fotoprojektet Humans of New York som jeg har fulgt og er blevet inspireret af i flere år.

Tanken er ret simpel:

Hvis du har lyst til at give mig mere skrivetid, kan du støtte med et valgfrit beløb – fra 1 dollar og op. Du kan selv justere beløbet, alt efter hvad du har mulighed for at give, men til at starte med har jeg oprettet to trin, SPEKTRUM #1 og SPEKTRUM #2.

SPEKTRUM #1

— Fra 1 dollar* og op (indtast selv beløb).

— Som Patreon-støtte på dette trin får du adgang til et nyhedsbrev med eksklusivt ekstramateriale til SPEKTRUM-serien, og på sigt også andre projekter.

— Nyhedsbrevet bliver sendt ud cirka en gang om måneden og vil indeholde hemmeligheder fra skrivehulen. Du vil få smugkig på SPEKTRUM før alle andre (fx læseprøver, forsideafsløringer, invitationer til events) – og få adgang til en masse materiale KUN for Patreon-medlemmer (fx fraklip fra bøgerne, lukkede livestreams, afstemning om præmier).

SPEKTRUM #2

— Fra 5 dollar** og op (indtast selv beløb).

— Som Patreon-støtte på dette trin får du både et eksklusivt nyhedsbrev (se ovenfor) og et personligt takkepostkort fra mig. 

* 1 US dollar svarer ca. til 6,50 danske kroner pr. februar 2019
** 5 US dollar svarer til ca. 32,50 danske kroner pr. februar 2019

 

Lyder det spændende? Så læs mere her:

Direkte link til min Patreon-side.

Jeg har virkelig overvejet det her meget. Men sandheden er at min nuværende hverdag ikke giver mig tid nok til at skrive de bøger som jeg brænder for. Så nu giver jeg mine læsere (og andre interesserede) en direkte mulighed for at påvirke antallet af timer jeg kan lægge i mine bøger. Jeg har ikke noget imod at feje i Jem & Fix for at kunne betale husleje – men jeg vil langt hellere skrive om tidsrejsende teenagere, og minimere ventetiden på de næste SPEKTRUM-bøger.

Så nu gør jeg det. Efter at have set Amanda Palmers inspirerende The Art of Asking-TED Talk rigtig mange gange, og efter at have gået rundt om mig selv. Min Patreon-side er hermed live. Og jeg vil sætte helt utroligt stor pris på hvis du vil overveje at klikke derind og læse mere.

 

Mange kærlige hilsener

Nanna

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i BOG 4, Der er en første gang for alt..., Dilemma, Forfatterliv, Kvadrantiderne, Patreon, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *