Lidt om RoboCop og perfektion og NaNoWriMo

En af grundene til at min forfatterkollega Boris Hansen er testlæser på SPEKTRUM-serien er at han har styr på sin sci/fi. Derfor slog han også FLUKS ned da han opdagede at jeg havde fucket en filmreference op i min livestream på Herlufsholm Fantasy Bogmesse:

tidsnoob-ii

Hey, Boris – hvad nu hvis jeg siger at det i virkeligheden ikke var en fejl, men en test af dine evner som testlæser? *host* Eller også var det bare fordi jeg var så nervøs at jeg næsten ikke kunne huske hvad jeg selv hed. Og slet ikke sci/fi-titler.

Indrømmet: Jeg synes det er pinligt at lave fejl som man ikke kan rette. Især når det bliver foreviget på film eller på tryk. For eksempel dengang jeg kom til at sige på live-tv at samarbejdet med mine to blinde testlæsere havde været en “øjenåbner” (hvilket jeg har skrevet lidt om under afsnittet ‘Blindehumor’ i dette indlæg). Det var superpinligt. 

Præcis ligesom det er pinligt at være hendes tidsre(j)seforfatteren der i virkeligheden er en tidsnoob.

“Finished, not perfect”

Men det fik mig til at tænke på noget. Og så fik jeg lyst til at skrive det her blogindlæg. Både fordi jeg synes det er vigtigt at kunne erkende (og grine af) sine fejl – og fordi i dag er den 1. november, og dermed starten på årets NaNoWriMo

Det stopper nemlig ikke ved RoboCop. Der er også fejl i mine bøger. Småsvipsere som har sneget sig usete igennem de mange runder redigering og korrektur på de to første bind i SPEKTRUM-serien. Selvom jeg er meget perfektionistisk. Selvom jeg har mange dygtige testlæsere og en rigtig skarp redaktør. De er der, fejlene. De griner ad mig. Især hvis læserne opdager dem før jeg selv gør. 

Pfft, tænker du måske. Hvem går op i sådan noget? Det er da lige meget! 

Og ja, det er det. Eller … det burde det være.

Alle har en indre kritiker. Den dér lille stemme der kører kommentarspor på ens liv og evaluerer de ting man gør og siger, så man forhåbentlig ikke begår den samme fejl alt for mange gange. 

Min indre kritiker er så stor at han kan booke sit eget flysæde. Han eeelsker at slå mig i hovedet når jeg træder ved siden af. Da jeg gik i skole, var han særligt slem. Jeg var bange for at sige noget i timerne, selvom jeg havde læst lektier til hudløshed – for tænk nu hvis jeg sagde noget *gisp* forkert? Hvis man har læst LEONIDERNE, kan man nok genkende netop dét personlighedstræk fra Emilie. Og Adrianas invaliderende perfektionisme er også inspireret af mit eget liv. Hvor har jeg dog spildt mange timer af mine teenageår på at græmmes over karakterer der ikke var tocifrede – eller ting som jeg skulle have sagt/gjort på en anden måde. 

Perfektionisme. Er. Så. Belastende.

Det er fint at gøre sit bedste. Det er dejligt at have styr på tingene. Men man kan ikke have styr på ALT. Og der er ikke noget i hele verden som bliver 100 procent perfekt, uanset hvor længe man knokler. På et tidspunkt skal man også bare slippe det og komme videre.

Den her korte video forklarer meget fint hvordan jagten på perfektion kan spænde ben:

“Finished, not perfect.” Det mantra øver jeg mig på. Både når jeg skriver bøger, giver interviews og laver alt muligt andet. Selvom det er svært at tyre ham kritikeren ad helvede til, når jeg har været vant til at have ham på slæb hele livet. Han er stor, han er tung, og han hager sig altid fast i dørkarmen. Men jeg prøver stadig at skubbe til ham. Et lille nøk hver dag.

 

NaNoWriMo – en god øvelse i at slippe kontrollen

I dag er det – som nævnt i starten af indlægget – den 1. november. Og det betyder at hjemmesiden NaNoWriMo bliver aktiv igen. Konceptet har eksisteret siden 1999 og går i korte træk ud på at skrive 50.000 ord på en måned (30 dage). Hvis ikke jeg får alt for travlt med at redigere SPEKTRUM 3 i november, vil jeg prøve at turboskrive videre på SPEKTRUM 4 som allerede er begyndt at tage form på computeren.

Hvis du selv deltager, så tilføj mig endelig som Writing Buddy derinde – jeg hedder NannaFoss 🙂

Min forfatterkollega Michella Rasmussen fejrer 10 års-jubilæum som NaNoWriMo’er her i 2016 – og hun har skrevet et ret fint blogindlæg om hvad hun synes er så fedt ved den årlige skrivespurt. Forfatteren Chuck Wendig har bl.a. givet denne peptalk til NaNoWriMo-folket, ligesom han skriver kontante og hylemorsomme råd til november måneds skrivefrenzy her, og her og her. Både Michella og Chuck hæfter sig ved at NaNoWriMo er en øvelse i disciplin, vedholdenhed og frem for alt: Anti-perfektionisme.

Hvis man skal skrive 50.000 ord på en måned, har man ikke tid til at sidde og file for meget på hvert enkelt ord. Der skal bare skrives ud over stepperne! En af de teknikker jeg selv er rigtig glad for, er hurtigskrivning / powerwriting – der i korte træk går ud på at skrive uden at rette. Hvis det ellers lykkes mig at smide min hærdebrede kritiker på porten når jeg skriver, er det meget lettere at komme i flow og få produceret en hel masse på kort tid – frem for at sidde og fedte med at gøre den allerførste sætning heeelt perfekt før jeg går videre til den næste. Første udkast må godt være dårligt – man kan altid redigere det bedre. Men det er svært at være kreativ hvis kritikeren allerede sidder klar med rettepen og rynkede bryn.

Forfatteren Patrick Ness (som jeg er ret stor fan af) forklarer i det her foredrag hvordan han aldrig lader nogen læse sit første udkast når han skriver en bog – for så føler han sig tryg nok til at lave fejl og eksperimentere og skifte mening undervejs. Det synes jeg er en meget fornuftig tilgang. Og det er præcis dét man skal have sig for øje når man deltager i NaNoWriMo:

Først skrive. Så redigere.

Og se – selv de seje, internationalt-bestsellende forfattere som Adam Silvera kan også tvivle på sig selv (og gøre det alligevel!)

 

Magiske forfattere?

I det livestream-interview hvor jeg fabler om RoboCop, snakker jeg også lidt om en bestemt vrangforestilling jeg havde som barn: Nemlig at forfattere var sådan nogle overnaturlige, perfekte væsner der bare havde styr på ALTING og kunne skrive en fantastisk bog i ét hug. Jeg troede at man skulle være ekstremt klog for at ‘måtte’ være forfatter.

Heldigvis fandt jeg ud af at forfatterlivet ikke (kun) er magisk. Det er primært hårdt arbejde og omskrivninger og en masse små og store fejl på vejen til at blive en lille smule klogere hver dag. En lille smule dygtigere. En lille smule bedre til at sige “fuck it – videre!”

Jeg har ikke styr på alting. Overhovedet. Jeg er snarere typen der vælter et helt glas chai-te ud over mig selv mens jeg bliver interviewet til Magasinet DANSK på en café (det var en lang og kanelduftende togtur hjem fra København). Jeg siger mærkelige ting til interviews og bytter rundt på filmtitler og bliver væk fra min telefon selvom jeg har den i hånden.

Heldigvis har jeg Boris & co. til at hjælpe mig når det går helt skævt. De allerbedste venner (og testlæsere) er dem som kan kalde én “noob” – og stadig lave smileys i margen på ens manuskript når der er noget de virkelig godt kan lide. Eller som kan få én til at grine lidt ad det hele.

Hurra for alle de Boris’er der findes derude! Og for NaNoWriMo. Og for ham der opfandt pletfjerner.

God skrivelyst! 🙂

edited_img_20160815_181706

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i At se som en blind, BOG 3, BOG 4, Bogmesse, Dilemma, Foredrag, Forfatterliv, Geminiderne, Interview, Korrektur, Leoniderne, Redigering, Skrivetips, SPEKTRUM, Testlæsere. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *