Første kapitel af SPEKTRUM 3

Rigtig mange læsere skriver til mig med det samme spørgsmål:

“Hvornår kommer 3’eren?!”

Og sandheden er: Jeg ved det ikke. Jeg knokler stadig med at få den færdig så hurtigt som overhovedet muligt. Men hvis man har læst de to første bøger, ved man også at der er et par plottråde eller tusind at holde styr på. Og det tager tid at få dem til at flette sammen i den rigtige rækkefølge. Jeg lover selvfølgelig at opdatere herinde, lige så snart jeg har en udgivelsesdato.

MEN! Jeg kan jo godt give et lille sneak-peek på SPEKTRUM 3. Nemlig det allerførste kapitel – som det ser ud lige nu, før redaktøren har haft fingre i det (så jeg tager forbehold for ændringer).

Titel og hovedperson er ikke offentliggjort endnu. Jeg kan dog afsløre at der er hints til fortælleren i bind 3, hvis man læser bind 1 og 2 grundigt … 😉

Tre gange har jeg vidst jeg skulle dø.

Første gang var jeg seks år. 
Jeg havde lige slidt mig op ad kælkebakken. Pulsen tordnede i ørerne, min vejrtrækning var hvide skyer, kroppen dunkede af liv og varme. 
Erkendelsen ramte mig pludseligt som en mavepuster på toppen af bakken.
Du skal dø. Du er levende lige nu, men det slutter en dag. Det her varer ikke evigt. 
Jeg knugede kælkesnoren i hånden og mærkede dødeligheden gennemvæde min krop, iskold som den smeltede sne på mine vanter.

Anden gang var jeg otte år. 
Jeg hørte nærmest grenen knække i slowmotion. Det føltes som en af de tegnefilm hvor tyngdekraften lige er nogle sekunder om at virke. Jeg havde tid til at tænke ’åh nej’ og ’nu dør jeg’, men jeg kunne ikke skrige da jeg faldt mod jorden. 
Lyden af en knogle der brækker er meget ligesom lyden af en gren der knækker. Jeg fik hjernerystelse, gipsarm og ti sting i panden. Lægen sagde at jeg var heldig. Alle dem i klassen ville se mit ar og tegne på gipsen. Far tog fri fra arbejde, og jeg fik lov til at bestemme hvad vi skulle have til aftensmad resten af ugen. Grænsen mellem sorg og glæde, mellem død og ikke-død, kan være en mærkelig, papirtynd størrelse. 

Tredje gang var jeg ti år.
Jeg så mor i øjnene og vidste det:
Vi skal dø nu. Vi klarer den ikke. 
Og det skete virkelig: Vi døde. Men mor døde mest.

Mon du kan gætte hovedpersonen ud fra det første kapitel?