En bog og fire film jeg glæder mig til

Nu er der UNDER to uger til THE RAVEN KING udkommer – og jeg kan næsten ikke vente! Jeg begyndte på serien i august, selvom jeg havde villet læse den længe. Nok meget heldigt at jeg var lidt sløv i optrækket, for det havde været helt uudholdeligt at skulle vente flere år på fortsættelserne.

Det startede med moderat begejstring over bog 1, udviklede sig til afhængighed med bog 2 og er nu en regulær besættelse efter bog 3. Jeg kan ikke huske hvornår jeg har glædet mig så meget til en bog. Har talt ned siden coveret blev afsløret og var lidt ved at dø efter jeg læste 3’eren færdig og fandt ud af at udgivelsen af 4. og sidste bog var blevet udskudt. Først fra september 2015 til februar 2016 og så til 26. april 2016.

Jeg har blandt andet brugt ventetiden på at lave en længere appreciation post på Facebook om Maggie Stiefvater og fangirle på tumblr, hvor reposts af Maggie Stiefvaters guldkorn lige nu udgør en stor del af min beskedne aktivitet. Men hvordan kan man andet end at elske en person der skriver ting som ‘aim to look like your brain’? I disse dage foregår der en TRK-countdown på tumblr, og Maggie Stiefvater deltager også på sin egen tumblr-side, hvor hun blandt andet har fortalt hvorfor Ronan er hendes yndlingskarakter.

Ja, det var mange links. Ja, jeg glæder mig. Men ikke kun til at læse mere om ravnedrengene …

A MONSTER CALLS * af Patrick Ness læste jeg færdig i et tog sent om aftenen og vandede togsæder til glæde for overvågningskameraet. Filmen kommer til efteråret. Traileren ser ud til at indkapsle bogens stemning perfekt. Kuldegysninger! Åh, jeg glæder mig. Men når man kniber en tåre allerede over halvandet minuts forsmag, skal man nok huske at stoppe rigeligt med Kleenex i biograftasken. Hvis du ikke har læst bogen, så gør det. Jeg lover den er fantastisk.

MISS PEREGRINE’S HOME FOR PECULIAR CHILDREN * af Ransom Riggs har jeg fået helt lyst til at læse efter at have set traileren. Forsiden på den første bog ser temmelig dyster ud, så det var aldrig rigtig en bog der sagde mig noget. Stemningen i filmen fanger mig dog totalt (tænk Narnia møder Tim Burton), så jeg er nok nødt til at give bogen en chance inden filmen kommer i biografen. Bind nummer to er i øvrigt lige udkommet på dansk. Det hedder HOLLOW CITY.

FANTASTIC BEASTS AND WHERE TO FIND THEM * af J.K. Rowling glæder jeg mig også til. Især nu hvor der er kommet en længere teaser-trailer. Mere magi fra Harry Potter-universet, plus Eddie Redmayne. Ja tak!

Og psst … Maggie Stiefvaters stand-alone THE SCORPIO RACES bliver snart filmatiseret. Jeg græd over slutningen på skrift. Jeg glæder mig til at se om filmen kan få mig til det én gang til.

I øvrigt har Forfatterskolen for Børnelitteratur lige opsummeret en god del af de danske og udenlandske B&U-filmatiseringer i år. Opslaget kan ses på deres Facebook-side.

Okay. Fangirl over and out. Tid til at skrive videre på mine egne bøger … 😉

* Er udkommet på dansk

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Boganbefalinger, Film, Forfatterliv, Overspringshandlinger. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *