Ny tendens: Bogbloggere får mere magt

Politiken bragte forleden en interessant artikel om bogbloggernes tiltagende indflydelse som anmeldere: Bøgernes nye slyngveninder.

Jeg synes, det er fedt, at forlagene er begyndt at tage bloggernes hårde arbejde alvorligt – både ved at sende dem bøger til anmeldelse, ved at lave VIP-tiltag for bloggerne og ved at citere dem på nye udgivelser.

Det er også fedt, at det ikke længere kun er avisanmelderne, der har noget at skulle have sagt, når der udkommer en ny bog. For det første er det en meget snæver flaskehals at komme igennem som forfatter, og for det andet kan det være svært som læser at få en fornemmelse af bogens kvalitet, når måske kun én anmelder mener noget om den.

Jeg orienterer mig primært på nettet, når jeg skal vælge læsestof, blandt andet på Goodreads og hos alle ‘bookstagrammerne’ på Instagram. I cyberspace er der både gode og dårlige anmeldelser, men først og fremmest er der MANGE anmeldelser, så man får et nuanceret billede af den enkelte bog. Og der er omtalt spændende titler, som måske ikke har fundet deres vej til aviserne endnu.

I den trykte presse er der køkultur, for de kan kun have X antal anmeldelser pr. avis, på X antal anslag. Men bloggerne bestemmer selv, hvilke og hvor mange bøger de læser, og de kan trykke ‘publicér’ på en anmeldelse, så snart det sidste punktum er skrevet. På Goodreads kan man oven i købet følge med, MENS de læser en bog, og få små anmelderglimt undervejs, hvilket jeg synes er en fantastisk dynamisk måde at dele litteratur på. Det er vildt nervepirrende som forfatter at følge med i updates på sine egne bøger – MEN updatesystemet er også en eminent måde at få idéer til nye titler, man kan tilføje sin egen læseliste, fordi ens venners anmeldelser og updates vises på ens Goodreads-startside, hver gang man logger på.

Eksemplet her er læserupdates på LEONIDERNE.

Mine allerførste anmeldelser af LEONIDERNE sidste år kom faktisk fra bogbloggerne. Jeg blev nemlig inviteret til at holde et oplæg om SPEKTRUM-serien på Bogbloggertræf i september 2014, lige inden den første bog udkom – og det betød, at en del bloggere gik i gang med at læse bogen allerede samme weekend. Derfor var der flere anmeldelser klar, da bogen udkom i oktober. LEONIDERNE fik skam også fine ord med på vejen fra Weekendavisen og Politiken, men først hhv. en måned og seks måneder efter udgivelsen.

Læs mere om min oplevelse af bogbloggertræffet her.

Der er selvfølgelig for bloggerne de samme faldgruber som for avisanmelderne – blandt andet kan man diskutere integritet, subjektivitet/objektivitet, anmeldelser på genrens egne præmisser og så videre. Men jeg synes, at langt de fleste bloggere er gode til at være konstruktive i deres anmeldelser – også selvom de måske ikke kan lide en given bog. Det er dejligt, hvis man som forfatter kan bruge kritik til noget – men først og fremmest anmelder bloggerne jo ikke for forfatternes skyld; de anmelder for læsernes skyld. Og sådan skal det også være.

Hurra for bloggerne! 🙂

P.S. Jeg kan ikke uploade billeder på min blog lige nu, men hvis du vil se et par eksempler på bloggercitater i brug på PR-materiale fra forlagene, så klik ind på min Facebook-side og se indlægget med billeder lige her.

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Boganbefalinger, Bogblogger, Foredrag, Forfatterliv, Inspiration, Leoniderne, Omtale, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *