At se som en blind #2: Alban som karakter

  • Må man godt lave blindejokes?
  • Er man ’stakkels’, hvis man ikke kan se?
  • Og er handicappede på vej ind i ungdomslitteraturen?

I indlæg #1 beskrev jeg min omfattende blinderesearch og mit samarbejde med to testlæsere fra Dansk Blindesamfunds Ungdom. I dette indlæg vil jeg skrive lidt om blinde (og handicappede generelt) i ungdomslitteraturen. Jeg vil også fortælle, hvordan Alban opstod som karakter, og hvordan han har udviklet sig. NB! Hvis du ikke har læst LEONIDERNE, kan indlægget indholde spoilers!

Jeg har aldrig været flov over at følges med Alban, men nogle gange kan jeg blive flov over andres ubetænksomhed. Når folk spørger om han selv kan finde ud af at gå på toilettet, får jeg lyst til at spørge dem om det samme.

Blind eller ej, Alban er det sejeste menneske jeg kender. Det har jeg lyst til at fortælle alle dem der kigger mærkeligt efter ham.

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 15)

Alban var ikke blind, da han første gang opstod som en løs idé i mit hoved. Onsdag d. 15. oktober 2008 havde jeg en drøm, hvor nogle unge mennesker var på flugt fra noget mørkt og uhyggeligt (det, som senere blev til horror vacui i SPEKTRUM-serien). De kunne kun flygte fra det altopslugende mørke ved at holde hinanden i hænderne og rejse i tiden. Deres hænder lyste i forskellige farver.

Drømmen var meget livagtig og hæsblæsende, og da jeg vågnede, skrev jeg alle de detaljer ned, som jeg kunne huske.  Word-dokumentet ligger stadig på min computer. Følgende note er den allerførste, jeg har om persongalleriet:

Team – bror/søster + kærestepar + handicappet (?) <– har en evne?

Det, som i noten bare er “bror/søster”, blev senere til tvillingeparret Noah og Pi. Kæresteparret gik jeg væk fra igen, så det blev til Linus (Albans lillebror) og Emilie (Albans bedste ven).  Den handicappede blev hurtigt til en blind. Jeg havde oprindeligt forestillet mig, at det skulle være en gammel mand eller et barn, men efterhånden som idéen til SPEKTRUM-universet tog form, blev han til en teenager ligesom de andre hovedpersoner.

Udsnit fra forlagets reklamebanner til SPEKTRUM 1: LEONIDERNE.

Udsnit fra forlagets reklamebanner til SPEKTRUM 1: LEONIDERNE.

Albans rolle i SPEKTRUM-serien

LEONIDERNE, første bind i serien, er fortalt af 15-årige Emilie. Hun og Alban har været bedste venner i 10 år – lige siden Emilie startede i børnehaveklassen på deres fælles skole – så Alban spiller en vigtig rolle i hendes liv. Faktisk så vigtig, at LEONIDERNE starter med ham:

„Nå, Emilie? Hvordan ser jeg ud?“

Alban trækker forhænget til side og spreder armene inde i prøverummet. Han har den dueblå T-shirt på jeg har valgt til ham.

„Jeg havde ret med farven. Den fremhæver dine øjne,“ siger jeg.

„På den gode måde, forhåbentlig,“ siger han med et lille smil. „Sidder den okay?“

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 7)

Læseren får ikke at vide med det samme, at Alban er blind – men hvis man genlæser de første sider af LEONIDERNE, er der hints helt fra starten. Blandt andet Alban og Emilies udveksling om T-shirten, der fremhæver hans øjne. Eller da de snakker om kørekort til Alban:

„Som om,“ fnyser jeg. „Og du er altså ikke myndig som 17-årig, fister! Der er stadig et år til du må købe cigaretter og køre bil.“

„Så er det vist på høje tid jeg begynder at ryge. Og overtaler mor til at lade mig tage det kørekort. Hun må vel overgive sig på et tidspunkt.“

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 8-9)

Der er en del små hints til blindheden. Bl.a. siger Emilie, at selvom Alban har styr på stof, så er farver ikke hans stærke side. Og læseren bemærker måske detaljen med, at de holder i hånden, selvom de ikke er kærester.

Men først da ekspedienten i butikken begynder at tale HØJT og LAANGSOMT til Alban, bliver det for alvor tydeligt, at noget er … mærkeligt. Jeg har fået tilbagemeldinger fra mange læsere, der først opdagede Albans manglende syn, da han og Emilie træder ud på gaden og begynder at snakke om blindestokken Frostmourne og Albans emblem med den hvide stok på jakken.

manden med den hvide stok - færdselsmærket

“Manden med den hvide stok” har siden 1998 været det mest anvendte færdselsmærke for blinde og svagsynede mennesker i Danmark. Mærket skal sikre, at mennesker med synshandicap bliver genkendt, når de færdes i trafikken.

Det er helt bevidst, at jeg har bygget bogens første scene op sådan. Jeg ville gerne undgå, at Alban blev stemplet som ‘ham den blinde’ fra første linje. Blindheden ville ikke kunne skjules for læseren i ret lang tid – men jeg ville gerne have, at man fik et glimt af Alban som person først. At man fik et indblik i hans humor, hans milde tålmodighed og hans tætte forhold til Emilie, før han fik blinde-prædikatet.

Blinde ER nemlig ikke deres handicap, selvom det påvirker en stor del af deres liv. Det er også noget, som Emilie er meget bevidst om, da hun skal introducere Alban for sine nye klassekammerater, Pi og Noah. Pi har rakt hånden frem for at hilse på Alban, men han kan ikke se den, og situationen bliver akavet:

Frostmourne står lænet op ad bordpladen ved siden af Alban, men jeg tror ikke Pi har lagt mærke til den. 

Skal jeg bare sige det? ’Det her er min bedste ven Alban, og han er blind.’

Som om det er et job eller en trosretning. Som om det er essensen af ham.

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 78)

Alban er 17 år. Han blev blind som femårig, fordi han fik meningitis, der ødelagde hans synsnerve. Altså har han været blind det meste af sit liv. Men for at kunne beskrive hans hverdag var jeg først nødt til at gøre mig klart, at hans personlighed snarere end hans blindhed skulle styre detaljerne, der kom med i SPEKTRUM-serien. Blinde er ikke en homogen gruppe – de er lige så forskellige som alle andre (et faktum, der i øvrigt vil blive uddybet i indlæg #3, som handler om mine testlæsere Anders og Nina fra Dansk Blindesamfunds Ungdom).

Nogle blinde er indadvendte, nogle er udadvendte. Nogle blinde kan godt lide at læse punktskrift, andre vil hellere bruge talesyntese og få læst teksten op. Der er ikke kun én måde at være blind på. Alban er for eksempel en af dem, der er går med armbåndsur, fordi han er lidt oldschool – men det betyder ikke, at alle blinde gør det:

Albans yndlingsforfattere, -bands og -film var moderne for tyve år siden. Generelt er han endnu mere ude af trit med nutiden end mig og Linus. Han går også med armbåndspunktur, selvom han sagtens kunne nøjes med at få læst klokkeslættene op på sin mobil. Han siger at han godt kan lide at mærke tiden som noget fysisk.

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 40)

Billede fra mit SPEKTRUM-board på Pinterest: https://www.pinterest.com/foss1238/spektrum/

Blindehumor – et minefelt?

Alban har masser af humor – også i forhold til blindhed. Det samme gælder for Emilie og for Albans lillebror, Linus:

„Alban gider aldrig spille Tekken. Han er ret kedelig,“ siger Linus med beklagelse i stemmen.

Det er ment som en joke, men Pi og Noah ser forlegne ud, som om de ikke rigtig tør grine af den. Adriana ignorerer ham fuldstændig.

Nogle gange kan man godt glemme at vores indforståede humor virkelig er meget indforstået.

(SPEKTRUM 1: LEONIDERNE, s. 135)

2014-07-25 15.14.47

Kaj har svært ved at finde en grimasse, der kan passe …

Sådan noget med humor og handicap kan være svært. Selvom blinde sagtens selv kan joke med deres synstab, som eksempelvis i den her sjove reklamevideo fra Norges Blindeforbund, skal jeg ærligt indrømme, at jeg var ret bange for at træde ved siden af i starten. Jeg overvejede også, om man overhovedet må bruge ordet ’se’, når man snakker med eller om en blind person.

Men da jeg diskuterede det med mine testlæsere, Anders og Nina, fandt jeg ud af, at de fleste blinde har masser af selvironi og et meget afslappet forhold til vendinger, der har med synet at gøre. De bruger formuleringer som ‘at se film’ og ‘vi ses i morgen’ – og de har intet problem med, at andre gør det samme.

Kulsort humor kan være en god vej ud af tabuerne. For eksempel fortalte Nina mig, at folk nogle gange spørger, om hun selv kan finde ud af at gå på toilettet. Og Anders har flere gange oplevet, at servicepersonale taler hen over hovedet på ham, hvis han har en ledsager med i byen – som om han er et lille barn, der ikke kan svare for sig selv. I begge situationer plejer de at give nogle temmelig sarkastiske modsvar. Ifølge Anders og Nina kan humor enten bryde isen eller skræmme folk væk.

Men altså … må man egentlig godt lave blindejokes, når man ikke selv er blind? Det var noget, jeg tænkte meget over. Og stadig tænker over. Jeg vil gerne være bevidst om den humor, jeg bruger i forhold til Alban, så det ikke bliver plat og på bekostning af en i forvejen udsat minoritet.

Derfor var det rigtig pinligt, da jeg lavede en ufrivillig pun under et interview på TV Øst, hvor jeg af journalisten blev spurgt, hvordan det havde været at arbejde med Anders og Nina som testlæsere. I et anfald af total synonym-nedsmeltning (jeg var temmelig nervøs) fik jeg sagt, at det havde været en ‘øjenåbner’. Lige da ordet var ude af min mund, tænkte jeg “fuuuuck!” Det lød SÅ meget som et forsøg på at være kæk, men det var vitterlig det første (og absolut eneste) ord, min hjerne kunne komme i tanke om.

Bagefter blev jeg enig med mig selv om, at det ikke var verdens undergang. Situationen mindede mig bare om, hvor meget et tabu kan sidde i sproget. I de ord, man bruger eller ikke bruger. Det gælder både handicap, hudfarve og mange andre ting. Rent sprogligt er der en meget bred og omdiskuteret gråzone imellem at støde folk og at tage så meget hensyn, at det bliver forkrampet.

tv øst 5

Er handicap og perfektion uforeneligt?

Det med at tage hensyn leder mig frem til endnu et vigtigt spørgsmål:

Er man stakkels, når man er blind?

Det mener Alban ikke selv, at han er. Og det er der forhåbentlig ikke ret mange læsere, der synes. Snarere tværtimod. Som nævnt i indlæg #1 er folk så småt begyndt at melde sig under fanerne for Team Alban. Jeg fik for nylig en mail fra en læser, som blandt andet skrev dette:

“Jeg er rigtig glad for alle karaktererne (…) Men jeg er  personligt stor fan af Alban, han er fantastisk, han er stærk, samtidig med at han har et stort handicap.”

En del andre har skrevet til mig, at de især godt kan lige Alban. Ikke nødvendigvis på grund af eller på trods af hans blindhed, men fordi han virker levende for dem. Troværdig. Tredimensionel. Hans hverdag er selvfølgelig formet af hans handicap, men hans personlighed er ikke defineret af det.

Blinde oplever ofte at blive behandlet anderledes. Som om de på en eller anden måde er noget ekstraordinært – forstået positivt eller negativt – i kraft af deres manglende syn. I GEMINIDERNE (bind 2) er der en scene, hvor Pi spørger ind til, hvordan Alban læser med punktskrift:

„Så du læser med fingrene?“

„Nogle gange, ja. Eller med ørerne. Jeg hører også lydbøger, eller bruger et talesynteseprogram til at læse tekster op fra computeren. Der skal mere end en ødelagt synsnerve til for at holde mig fra de gode historier.“

„Sejt,“ smiler jeg.

„Egentlig ikke. Man lærer jo at klare sig.“

(SPEKTRUM 2: GEMINIDERNE, s. 96)

Og den sidste sætning er en vigtig pointe. Man lærer at klare sig. Men handicappede kommer ofte i fokus på grund af de ting, de kan eller ikke kan – på en måde, hvor handicappet skygger for andre ting. Det har politiker Sarah Glerup skrevet en del om. På sin blog Det Sarahkastiske Hjørne poster hun skarpe kommentarer, i form af “tanker og tegninger fra en lesbisk venstreradikal storesøsterhumanistnørd med muskelsvind”. 

Sarah Glerup beskriver nogle forskellige handicapstereotyper i dette indlæg, blandt andet STAKLEN og DEN SÆRLIGE, der står i skarp kontrast til hinanden. Det er synd for STAKLEN, der får en slags offerrolle – hvorimod DEN SÆRLIGE ofte bliver fremhævet som det store mirakel, målt efter en “særlig handicapmålestok”. Et eksempel på sidstnævnte er beskrevet af bloggeren Ida i dette indlæg, der er en analyse af min blinde testlæser Ninas optræden i X Factor i 2009 – og måden DR vinklede indslaget.

Jeg har ikke skrevet Alban som en ’stakkels’ karakter. Faktisk det modsatte. Emilie kommenterer flere gange på, hvor (irriterende) perfekt han er. Men er han for perfekt, når han både er elevrådsformand og en god ven, læser digte, ser godt ud og dyrker sport, på svigermors-drøm-måden? Er han overhovedet repræsentativ for en blind teenager? Måske ikke. Men hvor mange 100 procent repræsentative hovedpersoner findes der i ungdomslitteratur generelt? Er de ikke ofte karikerede og/eller grænsende til det perfekte (sidstnævnte især hvis hovedpersonen skal forelske sig i dem)?

Kan en karakter ikke være perfekt OG have et handicap? Det ene udelukker ikke det andet, synes jeg. Heldigvis lader det til, at der kommer mere fokus på blandt andet handicaps i ungdomslitteraturen nu – i hvert fald hvis man skal tro denne spændende artikel om YA/Young Adult-genren, hvor forlagsfolk, anmeldere og bloggere kommer med bud på, hvad der bliver det nye sort inden for genren. LGBT er også på listen, hvilket jeg synes er fedt. Mere diversitet i bøger til unge!

Digteren Caspar Eric, der har cerebral parese (spastiske lammelser), har skrevet flere debatindlæg om den uperfekte krop og stigmatisering af handicappede. Senest har han udgivet digtsamlingen NIKE, der i en anmeldelse beskrives som en “nul bullshit-digtsamling der konfronterer en normalitetsfikseret tid”. Han har også begået kronikken Den handicappede krop er fremtiden, og han har en meget interessant pointe i forhold til repræsentation i populærkultur og medier i artiklen Ung digter tager fat om sit handikap i digtsamlingen ‘Nike’:

Hele popkulturen er gennemsyret af foragten for mennesker, der er begrænset på kroppen eller oppe i hovedet, mener Caspar Eric. Og vi er for dårlige til at sætte spørgsmålstegn ved filmenes, musikkens og reklamernes verden, siger han.

Hvorfor halter skurkene for eksempel altid? Hvorfor er der så godt som ingen handikappede hovedpersoner i nyere film? (…)

Selv når Nike kaster sig over og gør en handikappet person til en reklamesøjle, bliver den handikappede fremstillet som en succes på trods af sine fysiske begrænsninger. (…) man må kun have svagheder, hvis man kan gøre dem til en styrke.

Citat fra artiklen Ung digter tager fat om sit handikap i digtsamlingen ‘Nike’ (Politiken 14/08-2015)

DaredevilTeaserPoster

Blinde i (ungdoms)litteratur

Citatet med fed i Caspar Eric-artiklen er min fremhævning. Det er nemlig interessant, at repræsentationen er så ensidig i populærkulturen. Der findes (endnu) ikke ret mange blinde karakterer i fiktion, og slet ikke i fiktion til børn og unge – men de findes!

Der er for eksempel Isaac fra The Fault In Our Stars (En flænge i himlen) af John Green. Det er ikke Isaacs historie, der er i centrum, men alligevel er hans karakter beskrevet med både humor og sans for ægte følelser (der er blandt andet nogle ret stærke scener, hvor han reagerer på sit synstab).

Der er også Mathias fra billedbogen Jeg ser med mine hænder, skrevet af Franz Joseph Huainigg. Bogen handler om en blind, ung mand, som hjælper en lille pige med at finde sine forældre, efter hun er blevet væk. Forfatteren er selv blind og formår at flette detaljer om blindhed naturligt ind i historien, så det ikke kun bliver en børnefagbog om at være blind.

Lige nu er jeg i gang med at læse WAKE, første bind i Robert J. Sawyers WWW-serie. Det er Nina, min ene testlæser, der har anbefalet den til mig, fordi den efter sigende skulle indeholde nogle ret interessante perspektiver på blindhed. Serien handler om Caitlin Decter, der ifølge beskrivelsen på Goodreads er “young, pretty, feisty, a genius at math, and blind.” Den er jeg spændt på!

Der er også 15-årige Leonardo fra den brasilianske film Hoje Eu Quero Voltar Sozinho (‘I dag har jeg lyst til at gå tilbage alene’ – den engelske titel er dog ændret til ‘The Way He Looks’). Jeg har fulgt filmens Facebookside i et stykke tid – faldt over kortfilmen på YouTube i forbindelse med blinderesearch og elskede den (så sød!) Men jeg har endnu ikke fået set spillefilmen. Det er der dog andre, der har – og de er ret begejstrede. Kortfilmen hedder i øvrigt det modsatte af filmen, Eu Não Quero Voltar Sozinho (‘I dag har jeg ikke lyst til at gå tilbage alene’) – er spændt på, om tematikken også er blevet ændret fra kortfilm til spillefilm. Sidstnævnte har i øvrigt vundet en masse priser og blev indstillet til en Oscar for bedste udenlandske film – ikke mindst fordi den kombinerer to tabuer/minoriteter (blindhed og LGBT).
(Tak til Irene på Facebook for at minde mig om denne film, som ikke var med i det oprindelige indlæg!)

Og så er der selvfølgelig Matt Murdock, bedre kendt som den blinde Marvel-superhelt Daredevil. Filmatiseringen med Ben Affleck fra 2003 er ikke noget at råbe hurra for, men Netflix-serien fra 2015 har virkelig potentiale, også i forhold til blinderepræsentation. Ikke mindst fordi Charlie Cox, der spiller Daredevil, har gjort rigtig meget ud af sin blinde-research og blandt andet er blevet coachet af Joe Strechay fra the American Foundation for the Blind. Deres samarbejde kan man læse om her, her og her.

Nogle vil måske hævde, at Alban ikke er ‘rigtigt’ blind, når hans evne gør ham i stand til at forudse farer og for eksempel løbe uden sin blindestok. På den måde minder han lidt om Matt Murdock, der har superskærpede sanser til at kompensere for hans manglende syn. Men Alban kan ikke bruge sin evne til at læse almindelige bøger eller hælde saft op i et glas, så på mange områder er han stadig almindeligt blind.

Forhåbentlig kommer der flere karakterer som ham i fremtidens bøger, film og serier. Jeg glæder mig meget til at skrive mere om Alban. Han spiller også en vigtig rolle i SPEKTRUM, bind 3, som jeg er ved at skrive lige nu.

I blogindlæg #3 får I lov til at lære Anders og Nina, mine to superskarpe testlæsere, at kende. Stay tuned … 😉

spektrum glas

Regnbueglas fra mit SPEKTRUM-board på Pinterest: https://www.pinterest.com/foss1238/spektrum/

FUN FACT: Om blinde og SPEKTRUM

Oktober er en vigtig måned for blinde og svagsynede. Og en helt bestemt dato spiller en sjov rolle i forhold til Alban og hele SPEKTRUM-universet. 

Den 15. oktober var den dato, hvor jeg drømte om de lysende hænder, der blev begyndelsen på Alban. Men den 15. oktober er pudsigt nok også den hvide stoks dag (White Cane Day) – den internationale mærkedag for blinde og svagsynede. Hvis man troede på skæbnen, ville man næsten være fristet til at mene, at der var en sammenhæng, ikke?

I oktober 2014 lavede Dansk Blindesamfund en flyer med overskriften ”Har du trådt på en ledelinje i dag?”. Hvis du nogensinde har undret dig over de nubrede linjer på perroner og fortove, så kan du læse mere om ledelinjer her.

Den 8. oktober er i øvrigt Verdens Synsdag (World Sight Day), og Dansk Blindesamfund markerer det i 2015 med to foredrag om forskning i øjensygdomme.

Ledelinje

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i At se som en blind, BOG 2, Boganbefalinger, Film, Forfatterliv, Geminiderne, Inspiration, Leoniderne, Reaktion, Redigering, Research, SPEKTRUM, Testlæsere. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *