Fantasybogmessen time for time

 

01:00 Ligger vågen og stirrer ind i væggen. Har lige redigeret slutningen på Leoniderne (igen). Den stinker stadig. Prøver at finde på noget klogt at sige til live-interviewet på messen. Det lykkes cirka lige så godt som redigeringen.

 

04:30 Sønnike har tisset i sengen og vækket lillesøster. Tilbringer de næste par timer med to flikflakkende børn i dobbeltsengen. Forbander mig selv for at have redigeret til så sent.

 

08:00 Spiser morgenmad med mand, flikflak-lømler og bonusdatter. Pakker skiftetøj til ungerne, der skal passes af farfar og med til høstgudtjeneste. Går i bad. Prøver at ignorere det spirende virvar af sommerfugle i maven.

 

10:30 Kører lettere forsinket mod Holbæk med min mand for at hente to veninder (og entusiastiske SPEKTRUM-betalæsere), der skal med på messen. Sommerfuglene holder stadig fest. Tager Instagram-billeder af køreturen for at vildlede dem.

 

12:00 Ankomst til messen i regnvejr. Er ved at få en nedsmeltning over min nye smartphone, som ikke vil åbne den elektroniske billet til min mand. Får teknologisk førstehjælp af sindig veninde og bliver lukket ind på messen i god ro og orden. Kanter mig forbi orker, elverpiger og pavilloner for at kramme på mine forældre og yngstesøster, som allerede er ankommet. Krammer på barndomsveninde plus mor, der er kommet for at se interviewet senere. Krammer på steampunk-udklædt bekendtskab fra Tegnebordet, krammer på huffere, krammer på redaktør og forlagschef. Krammer på tre forfatterkollegaer (Louise, Carina og Pernille), som jeg møder for første gang. De ser kun en lille smule skræmte ud. Når desværre ikke at snakke ret meget med dem.

 

12:45 Går på jagt efter et toilet, før jeg skal backstage og snakke med intervieweren. Toiletskiltene fører til enorm trædør, der ligner noget fra Hogwarts. Bliver helt bange for, at trapperne skal begynde at bevæge sig, mens jeg går på dem. Letter trykket på nervøs eksamensblære uden at blive antastet af sværdsvingende orker (pyha) eller Hulkende Hulda.

 

13:00 Finder backstageområdet og “min” interviewer. Får serveret VIP-vand i kartoner (fancy) og udfylder papir med CPR-nummer og kontonummer til honorar (mere fancy). Bliver briefet af intervieweren, Kim, der heldigvis ikke har hugtænder.

 

13:15 Sidder på scenekanten og knuger VIP-vand og speedsnakker med veninder og familie, mens sommerfuglene danser riverdance under ribbenene og stolerækkerne langsomt fyldes af tilhørere.

 

13:30 Josefine Ottesens jubilæumstale trækker ud i den anden sal, men vi får besked på at starte alligevel. Får monteret microport og bliver præsenteret af litterær ungersvend med håndholdt mikrofon, mens jeg prøver at komme i tanke om, hvad jeg hedder. Bruger den næste halve time på at sluge sommerfugle på vej op gennem spiserøret. Fokuserer på intervieweren i stedet for alle de mennesker, der er færdige med Josefine og nu siver ind ad døren foran mig. Snakker om mine to blinde betalæsere og den mærkelige drøm, der blev startskuddet til SPEKTRUM-universet. Snakker om processen med at skrive og omskrive Leoniderne og den lange ventetid på svar fra forlaget. Snakker om tidsrejseparadokser og grædende redaktører og HUF og skriveferie.

 

14:00 Folk klapper. Microporten bliver filtret ud af mit hår igen. Sommerfuglene flyver ud af det åbne vindue. Jeg krammer min far. Hårdt. Kan kun huske brudstykker af, hvad jeg har sagt. Har allerede lyst til at omformulere det. Kan alligevel ikke lade være med at smile som en idiot. Jeg overlevede!

 

15:00 Spiser en af de famøse pulled pork-messesandwiches i “borggården”. Snakker så længe med en huffer, at papiret omkring min sandwich bliver opløst og løslader en byge af chilidressing ud over mine bukser. Smiler stadig som en idiot, selvom jeg stinker af grillbar resten af dagen. Krammer videre og snakker endnu mere og hører foredrag med Nicole og Mette, der er for seje. Ville gerne have oplevet Lene, Dennis, Camilla, Martin og nogle af de andre spændende oplægsholdere. Ville også gerne have nået at købe nogle bøger. Det må blive næste gang.

 

18:00 Sætter kursen nordpå for at nå hjem og putte børn efter en dejlig dag med masser af dejlige mennesker. Glæder mig allerede til Fantasybogmessen i 2014!

 

Stemningsbilleder fra weekenden:

 

Billederne er taget af Louise Tellerup.

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Bogmesse, Der er en første gang for alt..., Forfatterliv, HUF, Interview, Leoniderne, Redigering, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

6 svar til Fantasybogmessen time for time

  1. Karin skriver:

    Hvor ville jeg gerne have været der. Du var helt sikkert rigtig god!

  2. Pernille Eybye skriver:

    Du virkede da ellers så afbalanceret :o) Jeg havde aldrig gættet, at du lå søvnløs eller sank sommerfugle med jævne mellemrum!

    Og fniser så af: “De ser kun en lille smule skræmte ud”.

    • Nanna skriver:

      Haha, godt jeg kan snyde min omverden 🙂 Men tak.
      Og det var først bagefter, at jeg overvejede, at det måske var lidt grænseoverskridende at kaste sig ud i at kramme folk, man ikke har mødt før. Men I tog det nu pænt 😉

      • Louise Haiberg skriver:

        Helt i orden med krammer. Dem kan man ikke få nok af. Men har nu ikke helt vænnet mig til at kramme fremmede endnu, selvom min moster (der er bosat på Sjælland) påstår, at sådan gør man. ;o)) Næste gang er du da også velkommen til at kramme og skal nok lade være med at se skræmt ud. ;o))

        • Nanna skriver:

          Heh. Vidste ikke, at det var en sjællænderting at invadere intimsfærer på den måde. Skal nok gå langsomt til værks næste gang 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *