‘Årets bedste bog’: Anmeldelse i Weekendavisen

Kender I det, når man sidder i en musestillekupé på vej fra Viborg til Høje Taastrup, og pludselig får lyst til at råbe så højt, at manden overfor taber sin sandwich ned i macbook’en?

Sådan havde jeg det sidste fredag. Jeg havde holdt foredrag i Viborg torsdag aften, som en del af litteraturfestivalen VibORD, og efter en hotelovernatning var jeg på vej tilbage gennem det danske land. Skrev manisk på en novelle, som jeg skulle aflevere senest søndag på Forfatterskolen for Børnelitteratur – midt i weekendens BogForum og venindeaftaler – så den skulle helst skrives færdig i toget. Men så kom jeg til at gå på nettet på mobilen.

Jeg opdagede, at der var landet en anmeldelse i Weekendavisen samme dag. En anmeldelse, jeg havde set frem til med en vis ængstelse, for skribenten havde ventet på bogen i otte måneder – lige siden han læste min novelle Corpus Callosum tilbage i marts. Jeg har tidligere skrevet om hans fine anmeldelse af den dystopiske antologi SKYBRUD, som novellen optræder i. Dengang skrev han blandt andet:

“Nanna skriver så man kommer ind under huden på hendes personer og efter endt læsning vil man have mere. Faktisk blev jeg så begejstret for novellen, at jeg straks gav mig til at google forfatteren og fandt ud af at hun er kommet ind på forlaget Tellerup og inden for en overskuelig fremtid romandebuterer med serien Spektrum. Den serie glæder jeg mig meget til at læse.”
Emil Blichfeldt, anmeldelse af SKYBRUD, Bogblogger.dk

No pressure. Eller noget. Jeg var derfor mere end almindeligt spændt på, hvad Emil Blichfeldt ville synes om LEONIDERNE, når nu han havde så høje forventninger til den. Jeg havde nogle dage forinden fået nys om, at Emil havde læst bogen, og at han godt kunne lide den – men hvad mon der ville stå i anmeldelsen? Jeg holdt vejret, mens toget strøg ud over de jyske marker, og begyndte at læse på mobilskærmen:

Anmeldelse af LEONIDERNE i Weekendavisen 07-11-2014 (i tillægget ‘Faktisk’)

Eh … say what? Alene den overskrift er jo surrealistisk. Jeg kom til at fnise så højt, at en avislæsende dame skulede demonstrativt over midtergangen. Ja, ja, stillekupé – men for fanden! Sammenligning med Hunger Games? Det kan man jo ikke tage seriøst!

Jeg var simpelthen så glad, at jeg ikke kunne rumme det. At være mast ind mellem tasker og sovende mennesker i et tog midt i Jylland var det vildeste antiklimaks. Måtte nøjes med at sms’e til min mand og til min redaktør, fordi jeg ikke kunne ringe. Manden var på arbejde, og redaktøren var i fuld gang med BogForum i København, så ingen af dem svarede med det samme. Havde lyst til at fortælle sandwich-macbook-manden på den anden side af bordet, at Emil kunne lide Emilie, men verden drønede bare forbi på den anden side af ruden og var ligeglad.

Egentlig var det okay. For det gav mig tid til at fundere over, hvorfor jeg blev så glad. Pæne ord i en landsdækkende avis er fedt, helt grundlæggende. Men det var ikke kun ordene, der fik smilebåndet til at twitche. Det var den læseoplevelse, der lå mellem linjerne. Jeg vidste fra Facebook, at Emil og hans datter Helena havde slæbt LEONIDERNE hele vejen med til Himalaya(!!) for at læse den færdig. Det skriver Emil mere om på Bogblogger.dk, hvor man også kan læse en længere udgave af anmeldelsen fra Weekendavisen. Blandt andet er denne passage ikke kommet med i avisen:

“Jeg er glad for, at vi ikke uddeler hjerter, stjerner eller andet til at sige, hvor god en bog er, for Leoniderne sprænger skalaen.”
Emil Blichfeldt, anmeldelse af LEONIDERNE, Bogblogger.dk

Med i avis-anmeldelsen er heller ikke den rigtig fine beskrivelse af, hvordan far og datter og højtlæsning går op i en højere enhed på en bjergskråning:

“Det er en bog, hvor både Helena og jeg blev fanget ind, både ved første læsning og ved anden højtlæsning, mens vores telt i bjergene langsomt blev dækket af hagl og sne. Først efter et par dage brød solen igennem. Vi havde klaret det uden at få teltkuller og jeg måtte give Helena ret i, at det alligevel var en god ide at slæbe en tung bog med op i bjergene.”
Emil Blichfeldt, anmeldelse af LEONIDERNE, Bogblogger.dk

LEONIDERNE på eventyr med Emil og Helena Blichfeldt i Himalaya (foto fra Bogblogger.dk)

LEONIDERNE på eventyr med Emil og Helena Blichfeldt i Himalaya (foto fra Bogblogger.dk)

Det gør mig glad, at alle mine mange arbejdstimer i SPEKTRUM-universet kan give så gode læseoplevelser, at det slynger superlativer af sig i en avis og i cyberspace. Men hvis et billede virkelig kan sige mere end 1.000 ord (eller hvor meget en anmeldelse nu fylder) – så siger billedet af Helena med LEONIDERNE alt det, jeg behøver vide. Nogen har slæbt min bog med op på et bjerg for at læse den færdig. Et bjerg! Mere dedikerede læsere får man næppe.

Den her var i øvrigt et passende soundtrack til den fredag:

Pharrell Williams – Happy

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Bogblogger, Bogmesse, Der er en første gang for alt..., Forfatterliv, Forfatterskole, Leoniderne, Noveller, Omtale, Reaktion, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *