Lykken er at få sin redaktør til at tude

 

Jeg scorede hattrick i sidste uge. Redaktør-hattrick. De tre eftertragtede G’er!

 

Tilbage i juni modtog min redaktør som bekendt SPEKTRUM #2 til gennemlæsning, før vi skal i gang med at redigere #1 (Leoniderne). Men selv redaktører holder sommerferie (heldigvis), så ugerne gik med tavs mailboks og en kriblende myretue i maven.

 

I starten af august delte forlaget dog denne skønne statusopdatering på Facebook, hvilket kun gjorde myretuen i maven endnu vildere:

 

I kan godt glæde jer til foråret 2014!:-)
Jeg sidder pt. og læser bind 2 i en længere dansk romanserie, hvoraf bind 1 udkommer til maj-juni næste år. Det er young adult, det er uhyggeligt, skræmmende, lækkert, farvestrålende og helt igennem fantastisk!
Så kan 2014 bare komme an!:-)

 

Jeg fik samme dag en sms fra redaktøren om, at jeg havde indkasseret de første to af de eftertragtede G’er: Grineflip og Gåsehud. Tilbage stod spørgsmålet, om jeg også kunne få det sidste G i hus: Gråd. Det sværeste at mestre. Men også det fedeste (synes jeg). Når man selv elsker at tude øjnene ud til en god bog, er det en ypperlig kunst at få andre til at åbne for sluserne.

 

 

Der gik endnu nogle dage. Og så tikkede der pludselig tre sms’er ind lige efter hinanden:

 

“Så lykkedes det at få mig til at tude!”

 

“Midt på kontoret mens de andre holder møde ;)”

 

“For pokker da! :)”

 

Normalt er det ikke pænt at hoppe af glæde, når man får andre til at græde. Men i det her tilfælde? HELL YEAH!

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i BOG 2, Der er en første gang for alt..., Forfatterliv, Reaktion, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *