Første bogblogger-anmeldelser

Så er bogbloggerne så småt begyndt at gnave sig igennem LEONIDERNE efter weekendens bogbloggertræf, hvor jeg sendte Emilie & co. af sted ud over de jyske stepper.

Der er kommet to rigtig fine anmeldelser fra bogbloggerland, blandt andet fra min testlæser Karin, der blogger om bøger, film, serier og skrivning på Skrivepulten.

Karins bedømmelse af bogen kan være farvet af, at hun har været testlæser for mig, og at vi undervejs i den proces er blevet gode venner. Hun har dog været fan af SPEKTRUM-universet, siden hun læste de første kapitler som en totalt fremmed, og hendes utrættelige tro på projektet har i perioder nærmest været den eneste drivkraft, der trak mig hen foran computeren. Om man kan læse hendes anmeldelse som 100 procent saglig? Jeg ved det ikke. Men den gjorde mig i hvert fald glad. Ikke mindst fordi der er så meget forhistorie i den …

Jeg bor på Sjælland, og Karin bor i Nordjylland, så det var egentlig lidt af et tilfælde, at vi fik kontakt. Hun skrev for to år siden et indlæg på sin blog om, at hun elskede at skrive, men at hun savnede nogen at dele det med – og så skrev jeg til hende for at høre, om vi skulle give respons på hinandens ting. Jeg manglede nemlig et par skarpe øjne på mit projekt, og jeg syntes, at Karin var saglig og konkret i sine boganmeldelser. Indtil da var det kun min mand, som havde læst noget af LEONIDERNE (som dengang bare hed STJERNEBØRN – BOG 1).

Karin sagde ja til at udveksle, så jeg begyndte at sende kapitler til hende, efterhånden som jeg fik skrevet det nye udkast af bogen færdig. Det var fedt at få både kritik og heppende udbrud undervejs, og Karins kommentarer var virkelig med til at holde skriveskruen i vandet. Efterfølgende har hun læst og kommenteret flere omskrivninger af både bind 1 og bind 2, hvilket har været en kæmpe hjælp.

Det var en stor dag, da jeg endelig kunne sende LEONIDERNE til hende som fysiske bog. Med en personlig hilsen og et lille regnbueklistermærke som symbol på serietitlen. Og det var også en stor dag i går, da jeg opdagede, at hun havde skrevet en anmeldelse af bogen på sin blog. Ikke kun fordi hun skrev nogle virkeligt pæne ting – men også fordi hendes blogindlæg sluttede en cirkel, der startede med en kommentar på selv samme blog for mere end to år siden. En kommentar, der blev til et samarbejde og et venskab, som jeg er utroligt glad for.

2014-09-27 13.42.33

Karin poserer med vores fælles ‘baby’ til bogbloggertræffet i Aalborg.

Karin giver LEONIDERNE 6 stjerner ud af 6 mulige og skriver blandt andet:

Leoniderne er det absolutte bedste jeg indtil videre har læst indenfor dansk ungdoms sci-fi/fantasy – og jeg har læst en hel del.

Skrivepulten Leoniderne

Screenshot fra Skrivepulten (karinhald.blogspot.dk)

 

Sanne Bogorm har også anmeldt bogen på sin blog. Hun giver den fem pingviner ud af fem mulige og skriver blandt andet:

En rigtig spændende bog fra Nanna Foss, og den ligger op til et brag af bøger i fortsættelserne.

Sanne Bogorm LEONIDERNE

Screenshot fra sannebogorm.blogspot.dk

Sanne Bogorm LEONIDERNE

Billedet er lånt fra Sannebogorm.blogspot.dk

 

Alt i alt nogle rigtig dejlige anmeldelser at starte bogblogger-eventyret med …

 

Del det med andre:
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Bogblogger, Der er en første gang for alt..., Forfatterliv, Leoniderne, Omtale, Reaktion, SPEKTRUM. Bogmærk permalinket.

2 svar til Første bogblogger-anmeldelser

  1. Sanne skriver:

    Hehe pingviner, er bare fordi jeg synes de er for dejlige 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *